Kopiens russiske historie er noget usikker. Kopien knyttes til adelsmanden Alexander P. Bazilevskys (1829-1899) samling, som blev erhvervet af Zar Alexander III i 1884. Bazilevsky samlede forhistoriske, historiske og middelalderlige kunstgenstande over hele Europa i perioden 1852-1874, mens han boede i Paris. I 1884 tvang en række private omstændigheder ham til at sælge sin samling for 5.448.125 franc. Hvordan elfenbenskopien kom hans vej vides ganske enkelt ikke. Eremitagen har kun en diffus registrering af hornet som ”Art Scandinavien”, dvs. ”skandinavisk kunsthåndværk” eller ”kunsthåndværk fra/fremstillet i Skandinavien”.
Skt. Petersborg-kopien er 87 cm lang langs den indre kurve i modsætning til Gallehus-hornets 72 cm. Det består af 7 figurringe og 4 glatte ringe i modsætning til Gallehus-hornets (dvs. det lange guldhorns) 7 figurringe og 6 glatte ringe. De ændrede dimensioner må tilskrives, at det er fremstillet i elfenben og dermed er begrænset af materialets naturlige form, hvorfor det må kunne antages, at man så at sige har valgt at bruge mest mulig plads på at gengive de ringe, hvor der er figurer at vise. Hornet er kraftigt patineret, hvilket stemmer overens med, at det kan være fremstillet i 1600-tallet.
Haruspex-scenen fra Worms kobberstik til venstre og Abrahams offer fra Skt. Petersborg-hornet til højre. På Skt. Petersborg-kopien er den liggende mand ændret til et barn.
På Skt. Petersborg-kopien er den liggende mand ændret til et barn.Det er ikke en nøjagtig gengivelse af Gallehus-hornet; billedskæreren har ”oversat” det til sin samtid, hvilket var ganske almindeligt at gøre på den tid. Således er for eksempel ”menneske-offeret” eller ”Haruspex-scenen” på 3. ring gengivet som Abrahams offer sønnen Isak fra det gamle testamente. Dette er ikke en ændring, blot en kunstnerisk ”oversættelse”, i en tid hvor hornet blev forsøgt tolket ud fra Biblen.
Elfenbenshornet er skåret i en stil, som svarer til 1600-tallet. Dog er det rent tekniske arbejde af en meget ringe karakter. Billedskæreren har været meget skødesløs, og Skt. Petersborg-hornet er dækket af kniv-, file- og slibemærker. Det indeholder ingen sikre stilkarakteristika – hverken fra renæssance- eller barokperioden. Og kunstneren, som skar det ud af et meget kostbart og godt 1 meter langt stykke elfenben, har ikke været en øvet eller en dygtig billedskærer. Arbejdet er simpelthen ikke en fagmands håndværk. Således kan Skt. Petersborg-hornet ikke dateres nærmere end til et sted i 1600-tallet.
Øverst er der på Skt. Petersborg-hornet tre vulster i skrå-skravering, og mellem de øvrige ringe er der to vulster skraveret i sildebensmønster, hvorimod alle vulsterne på Gallehus-hornet er glatte. Ornamenterne omkring vulsterne på Gallehus-hornet er også undladt.
Den første figurring på Skt. Petersborg-hornet er identisk med Worms kobberstik. Den anden ring afviger derimod kraftigt fra Worms kobberstik: de tre figurer mellem rytteren og bueskytten fra ringens venstre side er forskellige. Således er det mystiske tohovedede luffedyr, som var på Worms kobberstik, forsvundet på Skt. Petersborg-hornet. Og de to slanger fra spydbærerens venstre side på Worms kobberstik er på elfenbenshornet flyttet, sådan at der er en slange på hver sin side af spydbæreren.
Worms kobberstik til venstre og Skt. Petersborg-hornet i midten. Til højre ses et hovedpanser til en hest fra det romerske fort ved Straubing, Tyskland, fra sidst i 2. årh. e.Kr. I midten ses Mars, omgivet af to slanger. Læg også mærke til Tritonenen under Mars. Der ses hele tre Tritoner gengivet på Worms kobberstik af det lange guldhorn.
Denne gådefulde scene - spydbærer og luffedyr - på Worms kobberstik er ændret til en genkendelig afbildning af den romerske krigs- og manddoms gud Mars med to spyd.
Scenen fra Worms kobberstik er i øvrigt en af de scener, som Jørgen Sorterups kalenderudregninger fra 1717 mener at kunne dokumentere at være gengivet fejlagtigt på kobberstikket. Jeg mener, at gengivelsen på Skt. Petersborg-hornet er den korrekte, idet den kan bekræftes ad anden vej fra andre arkæologiske fund. Dertil kommer, at slangen til venstre for Mars-figuren fra Skt. Petersborg-hornet er gengivet med kvindelige attributter; noget som først blev kendt ved fundet af det korte guldhorn i 1739, hvor der ses en ammende slange på 2. ring, også en kvindelig attribut - en attribut som ikke blev tillagt en værdi før i det 20. århundrede med fundene fra Knossos. Således ville en billedskærer som Bendix Grodtschilling den mellemste ikke have digtet denne; den ville simpelthen ikke have interesseret ham i 1693.
Følg med i næste blog for ring 3 og 4.
Jeppe Boel Jepsen
Scenen fra Worms kobberstik er i øvrigt en af de scener, som Jørgen Sorterups kalenderudregninger fra 1717 mener at kunne dokumentere at være gengivet fejlagtigt på kobberstikket. Jeg mener, at gengivelsen på Skt. Petersborg-hornet er den korrekte, idet den kan bekræftes ad anden vej fra andre arkæologiske fund. Dertil kommer, at slangen til venstre for Mars-figuren fra Skt. Petersborg-hornet er gengivet med kvindelige attributter; noget som først blev kendt ved fundet af det korte guldhorn i 1739, hvor der ses en ammende slange på 2. ring, også en kvindelig attribut - en attribut som ikke blev tillagt en værdi før i det 20. århundrede med fundene fra Knossos. Således ville en billedskærer som Bendix Grodtschilling den mellemste ikke have digtet denne; den ville simpelthen ikke have interesseret ham i 1693.
Følg med i næste blog for ring 3 og 4.
Jeppe Boel Jepsen
