Og da det korte guldhorn blev fundet

- da himlen atter kom op af jord

En anden gylden regel i feltarkæologi er at altid huske at grave til bunds, når der er blevet fundet noget fornemt. Der kunne jo være mere. Mangen en arkæolog er blevet overrasket, når der bliver ved med at komme fund ind fra naboen og genboen; og enkelte har haft fornøjelsen at stå med en journalist og fremvise findestedet for et par fine økser, kradse lidt i jorden for kameraet og pludselig er der også tre, fire, fem, seks eller flere!

Nu handler denne historie om guldhorn, og der er ikke flere end de to.

Om morgenen den 21. april 1734 gravede husmanden Erik Lassen efter ler på et udyrket jordstykke ved samme vejkryds, hvor Kirstine Svendsdatter fandt det første guldhorn. Erik var husmand på Schackenborg Gods, og i det daglige, lokale tungemål blev han kaldt Jerck. Han gravede efter ler til et nyt gulv i sit lille hus. Han havde kun gravet et kort stykke tid, da det skete. Det glimtede, og han rendte hjem over vejen og råbte de ord, som har fulgt ham siden: ”Mutter, mutter, i dag har jeg fortjent brændevin!” Og dermed grundlagde han skikken med at guldfund på feltundersøgelser skal fejres med en guldøl!

Jerck vidste godt, hvad han havde fundet. Der var ganske vist gået 95 år, men alle kendte historien om det lange guldhorn. Hans horn var dog ikke komplet. Det var brækket midt over allerede i oldtiden og lagt ned, som det blev fundet, halvt. Jerck lod for en sikkerheds skyld et lille stykke afbrække og sendte det med sin søn Jacob til guldsmeden Hendrich Koelsted i Tønder, som bestemte det som det pureste guld og købte det for en sølvknap. Næste dag kom Koelsted ud for at byde på resten af hornet. Men Jerck var ikke dummere end Kirstine og afviste buddet. Han vidste, at det ”guld som bliver fundet på mands mark og ikke tilhører nogen mand, tilhører kongen”, eller hans adelige lokale stedfortræder, grev Otto Diedrich Schack. Sammen gik de til greven. Jerck for at overbringe ham hornet, og guldsmeden for at bevidne dets ægthed; og de vidste nok også, at det faktum, at hornet kun var halvt, kunne blive et problem. Det blev det. Godsinspektøren både grillede og lokkede dem, men Jerck fastholdt sin historie. Faktisk førte han som bevis, at der i brudfladen endnu sad leret jord, og det kunne der jo ikke have gjort, hvis Jerck og Koelsted havde brækket det over. Jerck var ikke den simple drukkenbolt, som historien siden har behandlet ham som. Seks stærke karle med spader blev straks dirigeret til Gallehus, uden dog at finde det manglende endestykke.

Greve Schack belønnede Jerck med 200 rigsdaler og sendte det nye, korte guldhorn til København til det lange horn. Han fandt rettelig, at de to horn måtte opbevares og udstilles for offentligheden sammen.

Jerck selv døde kun otte måneder senere, blot 56 år gammel, men udødeliggjort. Hans bo blev i øvrigt fundet at være i god orden, hans hus uantastet og med et betydeligt beløb opsparet på rente. Det kan godt være, at han kunne lide brændevin, men det er ikke det, vi bør huske den lille husmand for!

Siden er jordlodden blevet gennemgravet og endevendt, senest i 1951, hvor P.V. Glob uden held forsøgte at tvinge de sidste efterretninger ud af den lerede muld. I dag er findestederne for de to horn markeret med to sten. De står dog ikke på deres oprindelige placering, for de måtte flyttes, da vejen blev udvidet.

I 1795 fandt en Christian Stind dog en guldbarre, som vejede godt hundrede gram, kun et stykke derfra nord for kroen.

En lokal legende fortæller, at der omkring 1830 skal være fundet endnu et guldhorn ved de to første, og at dette skal være bragt til Hamburg og omsmeltet. Det ville da være dejligt, hvis der med godt 90 års mellemrum fremkommer et guldhorn. Desværre kendes der slet ikke noget til et fra 1920; men alle mand skal nok være klar til 2010!

Med mindre, De, kære læser, vil godkende en kopi fra Zar Peter den stores Hof.

Rejs med til Skt. Petersborg…

Jeppe Boel Jepsen, arkæolog

Da det lange guldhorn blev fundet

- Rejs videre med Lisbet Pors, Albatros Travel og arkæolog Jeppe Boel Jepsen

Der er en gylden regel i feltarkæologi. Hvis du går over marken og ser noget glimte, så er det lige meget hvor våd, kold og træt, og hvor meget du bærer på; du er nødt til at bukke dig og samle det op. Hvis du bare går 10 skridt forbi, finder du aldrig, aldrig skidtet igen! Og så var alligevel præcis dét, Liden Kirstine Svendsdatter gjorde hin dag i 1639 – men med forbilledligt held og resultat.

Kirstine Svendsdatter var en ung kniplerske fra Østerby. Hun var den 19. juli 1639 kommet ad vejen mod Møgeltønder. Hun havde set en trærod stikke op, hvor vejen delte sig mod Tønder i landsbyen Gallehus, som var navngivet efter den galge, som stod på byens mark. Kirsten var gået videre, uden at stoppe op, men noget havde alligevel vækket hendes nysgerrighed, og billedet af trærodden sad i hendes hukommelse.

Syv dage senere den 27. juli, var hun der igen. Det var en lørdag, og hun var igen på vej til Møgeltønder. Denne gang rejste hun med nogle veninder. Hun så roden igen, og denne gang fik hendes nysgerrighed overmagten. Hun trak den op, hun skyllede den i en grøft, hun stod imod venindernes drillerier, hun tog den med hjem, hun stod imod sin families drillerier, hun tålte sine naboers drillerier, og hun gemte den. Alle som så den, fortalte hende, at det bare et sølle gammelt jægerhorn.

På dette jægerhorn sad en kæde af ringe; en af disse ringe gav Kirstine en guldsmed i Tønder, Kirstine må have haft sine anelser… Guldsmeden erklærede, at ringen var af det pureste guld – og eposset var skabt.

Amtmanden fra Tønder kaldte Kirstine og guldhornet til, mens guldfeberen rasede i Gallehus, og undersøgte det med en rådmand. De fik med vold og magt skilt hornets dele fra hinanden og besigtiget og beskrevet det. Kirstine anmodede amtmanden om en vogn, så hun kunne overbringe hornet til Kong Christian IV selv. Hun må have haft sine anelser igen… Kongen opholdt sig på den tid i Glücksstadt med sin søn, den udvalgte Prins Christian.

Amtmanden undslog sig og skibede hende videre til lensmanden i Ribe, mens han selv dirigerede to karle med skovle til Gallehus. Nyheden var dog nået kongen, og han befalede hornet til sig og en dusør betalt til pigen. Herrerne i Tønder belønnede den ubevægelige Kirstine med en ny kjole! Prins Christian fik plaget sig hornet og ønskede straks at smelte det om til en drikkepokal. Hans hofmand, Geersdorft, reddede dog hornet ved bilde prinsen ind, at hornet faktisk var fremstillet som drikkepokal allerede i oldtiden. Hornet blev forsynet med en guldskrue for at lukke bunden på hornet – og så blev der skålet!

Prins Christian, den udvalgte Prins, var et forkælet offer af enevælden. Han var allerede nedbrudt af det liv, som dets muligheder gav, da han i en alder af 32 opfandt guldhornsdrikkelegen. Man skulle bunde det fyldt med vin i skål til dets ære. Det lange guldhorn havde et rummål på 1,4 liter, et ikke så lidt ambitiøst eller ringe foretagende at tømme! Hans far sendte bekymret den ansete livlæge Ole Worm til ham. Prinsen bød ham velkommen med en udfordring fra skænkebordet og således mødte Worm hornet.

Worm forfærdigede en publikation og et kobberstik af hornet. Han tolkede de mange figurer på hornet som en slags billedskrift. Og kobberstikket, det første og mest betydende af det lange horn, beklagede han selv dets nøjagtighed med ordene: ”at om blot kobberstikkeren havde tilbragt mere tid med hornet”.

Efter Prinsens tidlige død i 1647 overgik hornet til Rosenborg Slot, inden det i 1680 overførtes til det nystartede kunstkammer ved Christiansborg. Her fik det selskab af det korte guldhorn i 1734, og de to horn fulgte skæbne sammen.

Jeppe Boel Jepsen, arkæolog

Cornum Aurii, Guldhornene

Alle kender guldhornene, de fleste kender deres historie fra deres fremkomst på marken ved Gallehus til deres frygtelige hedengang i en smeltedigel i et køkken på hjørnet af Larsbjørnstræde og Studiestræde. Men kender du den russiske forbindelse?

Guldhornene blev fundet med 95 års mellemrum på en mark ved Gallehus i Sønderjylland. Det lange horn blev fundet af en ung pige, Kirsten Svendsdatter, i 1639, det korte blev fundet af bonden Erik Lassen i 1734.

Det lange guldhorn gjorde et mellemstop hos Prins Christian, som ærede sine forfædre ved at bruge det til vilde drikkekonkurrencer, inden den tilkaldte læge og videnskabsmand Ole Worm gjorde det berømt og sendte det på Kunstkammeret.

Det korte guldhorn kom til i 1734, og i 1802 blev hornene for fristende for Niels Heidenrich. Den tidligere falskmøntner, nu reformeret urmager, guldsmed og nystartet storsatsende kunsttyv, stjal og omsmeltede de to horn hjemme i sit køkken og sendte dem dermed ud i den ende af mørket, hvor myter og legender dvæler.

Guldhornene blev fundet i oplysningstidens morgenrøde, befolket af digtere, romantikere og en spæd naturvidenskab og humanisme. Der var ingen retningslinjer til at dokumentere og sikre et fund som de to guldhorn for eftertiden. Kameraet, fotocellen og tyverialarmen var endnu nogle århundreder ude i fremtiden. Det eneste, der var tilbage af det måske største arkæologiske fund i Danmarkshistorien, var nogle få, fortegnede kobberstik og sparsomme, modstridende angivelser af detaljer.

Kan det virkelig være sandt, at vi ikke ved, hvordan guldhornene så ud?

Mine fordums kolleger havde faktisk gjort, hvad de kunne. Vi kender til to afstøbninger, som blev lavet af guldhornene, inden de blev stjålet og smeltet om. Desværre forsvandt også de – det ene gik ned med et skib på vej til kardinal Stephano Borgia i Italien, og det andet, som var til Antiksamlingen i Dresden, bortkom også. Støbeformene blev kasseret, for hvad skulle man gemme dem for?

Det kunne således se ud til, at guldhornenes skæbne for evigt vil efterlade et tomrum i vor danske arv.

Imidlertid var Danmark i klemme i 1716. Vi havde fået bank af næsten alle, som var noget i tiden. Og nu kom Rusland, tidens største og mægtigste, og ville være venner; de ville have os ind i en ny krig. Selveste Zar Peter den Store kom til hoffet i København for at overtale vor enevældige konge. En krig, vi ikke havde råd til, og en gæst, som man ikke kunne sige nej til.

For at aflede Zar Peters opmærksomhed, arrangerede hoffet forskellige oplevelser for ham. Man tog ham blandt andet på tur til Kunstkammeret. Han var i øvrigt selv ved at lave et kunstkammer i sit palæ i Skt. Petersborg. Så Zar Peter blev tilbudt at udvælge et par genstande i Kunstkammeret. Han skal have valgt et par småting og så henkastet have peget på det lange guldhorn, og givet udtryk for at ’sådan et ejede han heller ikke, så …’ Og hvordan kunne man sige nej til selveste Zar Peter? Kunstkammeret tilbød hurtigt et dimplomatisk kompromis; zaren kunne få en kopi med hjem.

Og her slutter historien. Men hvad skete der med kopien? Blev den fremstillet? Kom den til Rusland? Og findes den endnu? Det er det eneste vidnesbyrd om det ene af guldhornenes oprindelige udseende, der eksisterer i hele verden. En hidtil glemt chance for at løse mysteriet om de mytologiske horn, og en arkæologisk sensation, hvis det skulle blive fundet.

Lisbet Pors fra Albatros Travel og undertegnede tager nu udfordringen op og vil forsøge at efterspore den glemte kopi. En rejse i tid og rum for at omgøre fordums ulykke. Vil vi komme på sporet af guldhornet? Rejs med!

Jeppe Boel Jepsen, cand.phil. i forhistorisk arkæologi