Cornum Aurii, Guldhornene

Alle kender guldhornene, de fleste kender deres historie fra deres fremkomst på marken ved Gallehus til deres frygtelige hedengang i en smeltedigel i et køkken på hjørnet af Larsbjørnstræde og Studiestræde. Men kender du den russiske forbindelse?

Guldhornene blev fundet med 95 års mellemrum på en mark ved Gallehus i Sønderjylland. Det lange horn blev fundet af en ung pige, Kirsten Svendsdatter, i 1639, det korte blev fundet af bonden Erik Lassen i 1734.

Det lange guldhorn gjorde et mellemstop hos Prins Christian, som ærede sine forfædre ved at bruge det til vilde drikkekonkurrencer, inden den tilkaldte læge og videnskabsmand Ole Worm gjorde det berømt og sendte det på Kunstkammeret.

Det korte guldhorn kom til i 1734, og i 1802 blev hornene for fristende for Niels Heidenrich. Den tidligere falskmøntner, nu reformeret urmager, guldsmed og nystartet storsatsende kunsttyv, stjal og omsmeltede de to horn hjemme i sit køkken og sendte dem dermed ud i den ende af mørket, hvor myter og legender dvæler.

Guldhornene blev fundet i oplysningstidens morgenrøde, befolket af digtere, romantikere og en spæd naturvidenskab og humanisme. Der var ingen retningslinjer til at dokumentere og sikre et fund som de to guldhorn for eftertiden. Kameraet, fotocellen og tyverialarmen var endnu nogle århundreder ude i fremtiden. Det eneste, der var tilbage af det måske største arkæologiske fund i Danmarkshistorien, var nogle få, fortegnede kobberstik og sparsomme, modstridende angivelser af detaljer.

Kan det virkelig være sandt, at vi ikke ved, hvordan guldhornene så ud?

Mine fordums kolleger havde faktisk gjort, hvad de kunne. Vi kender til to afstøbninger, som blev lavet af guldhornene, inden de blev stjålet og smeltet om. Desværre forsvandt også de – det ene gik ned med et skib på vej til kardinal Stephano Borgia i Italien, og det andet, som var til Antiksamlingen i Dresden, bortkom også. Støbeformene blev kasseret, for hvad skulle man gemme dem for?

Det kunne således se ud til, at guldhornenes skæbne for evigt vil efterlade et tomrum i vor danske arv.

Imidlertid var Danmark i klemme i 1716. Vi havde fået bank af næsten alle, som var noget i tiden. Og nu kom Rusland, tidens største og mægtigste, og ville være venner; de ville have os ind i en ny krig. Selveste Zar Peter den Store kom til hoffet i København for at overtale vor enevældige konge. En krig, vi ikke havde råd til, og en gæst, som man ikke kunne sige nej til.

For at aflede Zar Peters opmærksomhed, arrangerede hoffet forskellige oplevelser for ham. Man tog ham blandt andet på tur til Kunstkammeret. Han var i øvrigt selv ved at lave et kunstkammer i sit palæ i Skt. Petersborg. Så Zar Peter blev tilbudt at udvælge et par genstande i Kunstkammeret. Han skal have valgt et par småting og så henkastet have peget på det lange guldhorn, og givet udtryk for at ’sådan et ejede han heller ikke, så …’ Og hvordan kunne man sige nej til selveste Zar Peter? Kunstkammeret tilbød hurtigt et dimplomatisk kompromis; zaren kunne få en kopi med hjem.

Og her slutter historien. Men hvad skete der med kopien? Blev den fremstillet? Kom den til Rusland? Og findes den endnu? Det er det eneste vidnesbyrd om det ene af guldhornenes oprindelige udseende, der eksisterer i hele verden. En hidtil glemt chance for at løse mysteriet om de mytologiske horn, og en arkæologisk sensation, hvis det skulle blive fundet.

Lisbet Pors fra Albatros Travel og undertegnede tager nu udfordringen op og vil forsøge at efterspore den glemte kopi. En rejse i tid og rum for at omgøre fordums ulykke. Vil vi komme på sporet af guldhornet? Rejs med!

Jeppe Boel Jepsen, cand.phil. i forhistorisk arkæologi