Og da det korte guldhorn blev fundet

- da himlen atter kom op af jord

En anden gylden regel i feltarkæologi er at altid huske at grave til bunds, når der er blevet fundet noget fornemt. Der kunne jo være mere. Mangen en arkæolog er blevet overrasket, når der bliver ved med at komme fund ind fra naboen og genboen; og enkelte har haft fornøjelsen at stå med en journalist og fremvise findestedet for et par fine økser, kradse lidt i jorden for kameraet og pludselig er der også tre, fire, fem, seks eller flere!

Nu handler denne historie om guldhorn, og der er ikke flere end de to.

Om morgenen den 21. april 1734 gravede husmanden Erik Lassen efter ler på et udyrket jordstykke ved samme vejkryds, hvor Kirstine Svendsdatter fandt det første guldhorn. Erik var husmand på Schackenborg Gods, og i det daglige, lokale tungemål blev han kaldt Jerck. Han gravede efter ler til et nyt gulv i sit lille hus. Han havde kun gravet et kort stykke tid, da det skete. Det glimtede, og han rendte hjem over vejen og råbte de ord, som har fulgt ham siden: ”Mutter, mutter, i dag har jeg fortjent brændevin!” Og dermed grundlagde han skikken med at guldfund på feltundersøgelser skal fejres med en guldøl!

Jerck vidste godt, hvad han havde fundet. Der var ganske vist gået 95 år, men alle kendte historien om det lange guldhorn. Hans horn var dog ikke komplet. Det var brækket midt over allerede i oldtiden og lagt ned, som det blev fundet, halvt. Jerck lod for en sikkerheds skyld et lille stykke afbrække og sendte det med sin søn Jacob til guldsmeden Hendrich Koelsted i Tønder, som bestemte det som det pureste guld og købte det for en sølvknap. Næste dag kom Koelsted ud for at byde på resten af hornet. Men Jerck var ikke dummere end Kirstine og afviste buddet. Han vidste, at det ”guld som bliver fundet på mands mark og ikke tilhører nogen mand, tilhører kongen”, eller hans adelige lokale stedfortræder, grev Otto Diedrich Schack. Sammen gik de til greven. Jerck for at overbringe ham hornet, og guldsmeden for at bevidne dets ægthed; og de vidste nok også, at det faktum, at hornet kun var halvt, kunne blive et problem. Det blev det. Godsinspektøren både grillede og lokkede dem, men Jerck fastholdt sin historie. Faktisk førte han som bevis, at der i brudfladen endnu sad leret jord, og det kunne der jo ikke have gjort, hvis Jerck og Koelsted havde brækket det over. Jerck var ikke den simple drukkenbolt, som historien siden har behandlet ham som. Seks stærke karle med spader blev straks dirigeret til Gallehus, uden dog at finde det manglende endestykke.

Greve Schack belønnede Jerck med 200 rigsdaler og sendte det nye, korte guldhorn til København til det lange horn. Han fandt rettelig, at de to horn måtte opbevares og udstilles for offentligheden sammen.

Jerck selv døde kun otte måneder senere, blot 56 år gammel, men udødeliggjort. Hans bo blev i øvrigt fundet at være i god orden, hans hus uantastet og med et betydeligt beløb opsparet på rente. Det kan godt være, at han kunne lide brændevin, men det er ikke det, vi bør huske den lille husmand for!

Siden er jordlodden blevet gennemgravet og endevendt, senest i 1951, hvor P.V. Glob uden held forsøgte at tvinge de sidste efterretninger ud af den lerede muld. I dag er findestederne for de to horn markeret med to sten. De står dog ikke på deres oprindelige placering, for de måtte flyttes, da vejen blev udvidet.

I 1795 fandt en Christian Stind dog en guldbarre, som vejede godt hundrede gram, kun et stykke derfra nord for kroen.

En lokal legende fortæller, at der omkring 1830 skal være fundet endnu et guldhorn ved de to første, og at dette skal være bragt til Hamburg og omsmeltet. Det ville da være dejligt, hvis der med godt 90 års mellemrum fremkommer et guldhorn. Desværre kendes der slet ikke noget til et fra 1920; men alle mand skal nok være klar til 2010!

Med mindre, De, kære læser, vil godkende en kopi fra Zar Peter den stores Hof.

Rejs med til Skt. Petersborg…

Jeppe Boel Jepsen, arkæolog