- Rejs videre med Lisbet Pors, Albatros Travel og arkæolog Jeppe Boel Jepsen
Der er en gylden regel i feltarkæologi. Hvis du går over marken og ser noget glimte, så er det lige meget hvor våd, kold og træt, og hvor meget du bærer på; du er nødt til at bukke dig og samle det op. Hvis du bare går 10 skridt forbi, finder du aldrig, aldrig skidtet igen! Og så var alligevel præcis dét, Liden Kirstine Svendsdatter gjorde hin dag i 1639 – men med forbilledligt held og resultat.
Kirstine Svendsdatter var en ung kniplerske fra Østerby. Hun var den 19. juli 1639 kommet ad vejen mod Møgeltønder. Hun havde set en trærod stikke op, hvor vejen delte sig mod Tønder i landsbyen Gallehus, som var navngivet efter den galge, som stod på byens mark. Kirsten var gået videre, uden at stoppe op, men noget havde alligevel vækket hendes nysgerrighed, og billedet af trærodden sad i hendes hukommelse.
Syv dage senere den 27. juli, var hun der igen. Det var en lørdag, og hun var igen på vej til Møgeltønder. Denne gang rejste hun med nogle veninder. Hun så roden igen, og denne gang fik hendes nysgerrighed overmagten. Hun trak den op, hun skyllede den i en grøft, hun stod imod venindernes drillerier, hun tog den med hjem, hun stod imod sin families drillerier, hun tålte sine naboers drillerier, og hun gemte den. Alle som så den, fortalte hende, at det bare et sølle gammelt jægerhorn.
På dette jægerhorn sad en kæde af ringe; en af disse ringe gav Kirstine en guldsmed i Tønder, Kirstine må have haft sine anelser… Guldsmeden erklærede, at ringen var af det pureste guld – og eposset var skabt.
Amtmanden fra Tønder kaldte Kirstine og guldhornet til, mens guldfeberen rasede i Gallehus, og undersøgte det med en rådmand. De fik med vold og magt skilt hornets dele fra hinanden og besigtiget og beskrevet det. Kirstine anmodede amtmanden om en vogn, så hun kunne overbringe hornet til Kong Christian IV selv. Hun må have haft sine anelser igen… Kongen opholdt sig på den tid i Glücksstadt med sin søn, den udvalgte Prins Christian.
Amtmanden undslog sig og skibede hende videre til lensmanden i Ribe, mens han selv dirigerede to karle med skovle til Gallehus. Nyheden var dog nået kongen, og han befalede hornet til sig og en dusør betalt til pigen. Herrerne i Tønder belønnede den ubevægelige Kirstine med en ny kjole! Prins Christian fik plaget sig hornet og ønskede straks at smelte det om til en drikkepokal. Hans hofmand, Geersdorft, reddede dog hornet ved bilde prinsen ind, at hornet faktisk var fremstillet som drikkepokal allerede i oldtiden. Hornet blev forsynet med en guldskrue for at lukke bunden på hornet – og så blev der skålet!
Prins Christian, den udvalgte Prins, var et forkælet offer af enevælden. Han var allerede nedbrudt af det liv, som dets muligheder gav, da han i en alder af 32 opfandt guldhornsdrikkelegen. Man skulle bunde det fyldt med vin i skål til dets ære. Det lange guldhorn havde et rummål på 1,4 liter, et ikke så lidt ambitiøst eller ringe foretagende at tømme! Hans far sendte bekymret den ansete livlæge Ole Worm til ham. Prinsen bød ham velkommen med en udfordring fra skænkebordet og således mødte Worm hornet.
Worm forfærdigede en publikation og et kobberstik af hornet. Han tolkede de mange figurer på hornet som en slags billedskrift. Og kobberstikket, det første og mest betydende af det lange horn, beklagede han selv dets nøjagtighed med ordene: ”at om blot kobberstikkeren havde tilbragt mere tid med hornet”.
Efter Prinsens tidlige død i 1647 overgik hornet til Rosenborg Slot, inden det i 1680 overførtes til det nystartede kunstkammer ved Christiansborg. Her fik det selskab af det korte guldhorn i 1734, og de to horn fulgte skæbne sammen.
Jeppe Boel Jepsen, arkæolog
Ingen kommentarer:
Send en kommentar