Elfenbenshornet fra Skt. Petersborg

Nu er det tid til at fortælle om hornet fra Skt. Petersborg. Jeg vi tage det lidt i bidder. To ringe ad gangen af hensyn til pladsen.

Kopiens russiske historie er noget usikker. Kopien knyttes til adelsmanden Alexander P. Bazilevskys (1829-1899) samling, som blev erhvervet af Zar Alexander III i 1884. Bazilevsky samlede forhistoriske, historiske og middelalderlige kunstgenstande over hele Europa i perioden 1852-1874, mens han boede i Paris. I 1884 tvang en række private omstændigheder ham til at sælge sin samling for 5.448.125 franc. Hvordan elfenbenskopien kom hans vej vides ganske enkelt ikke. Eremitagen har kun en diffus registrering af hornet som ”Art Scandinavien”, dvs. ”skandinavisk kunsthåndværk” eller ”kunsthåndværk fra/fremstillet i Skandinavien”.

Skt. Petersborg-kopien er 87 cm lang langs den indre kurve i modsætning til Gallehus-hornets 72 cm. Det består af 7 figurringe og 4 glatte ringe i modsætning til Gallehus-hornets (dvs. det lange guldhorns) 7 figurringe og 6 glatte ringe. De ændrede dimensioner må tilskrives, at det er fremstillet i elfenben og dermed er begrænset af materialets naturlige form, hvorfor det må kunne antages, at man så at sige har valgt at bruge mest mulig plads på at gengive de ringe, hvor der er figurer at vise. Hornet er kraftigt patineret, hvilket stemmer overens med, at det kan være fremstillet i 1600-tallet.

Haruspex-scenen fra Worms kobberstik til venstre og Abrahams offer fra Skt. Petersborg-hornet til højre. På Skt. Petersborg-kopien er den liggende mand ændret til et barn.

På Skt. Petersborg-kopien er den liggende mand ændret til et barn.Det er ikke en nøjagtig gengivelse af Gallehus-hornet; billedskæreren har ”oversat” det til sin samtid, hvilket var ganske almindeligt at gøre på den tid. Således er for eksempel ”menneske-offeret” eller ”Haruspex-scenen” på 3. ring gengivet som Abrahams offer sønnen Isak fra det gamle testamente. Dette er ikke en ændring, blot en kunstnerisk ”oversættelse”, i en tid hvor hornet blev forsøgt tolket ud fra Biblen.

Elfenbenshornet er skåret i en stil, som svarer til 1600-tallet. Dog er det rent tekniske arbejde af en meget ringe karakter. Billedskæreren har været meget skødesløs, og Skt. Petersborg-hornet er dækket af kniv-, file- og slibemærker. Det indeholder ingen sikre stilkarakteristika – hverken fra renæssance- eller barokperioden. Og kunstneren, som skar det ud af et meget kostbart og godt 1 meter langt stykke elfenben, har ikke været en øvet eller en dygtig billedskærer. Arbejdet er simpelthen ikke en fagmands håndværk. Således kan Skt. Petersborg-hornet ikke dateres nærmere end til et sted i 1600-tallet.

Øverst er der på Skt. Petersborg-hornet tre vulster i skrå-skravering, og mellem de øvrige ringe er der to vulster skraveret i sildebensmønster, hvorimod alle vulsterne på Gallehus-hornet er glatte. Ornamenterne omkring vulsterne på Gallehus-hornet er også undladt.

Den første figurring på Skt. Petersborg-hornet er identisk med Worms kobberstik. Den anden ring afviger derimod kraftigt fra Worms kobberstik: de tre figurer mellem rytteren og bueskytten fra ringens venstre side er forskellige. Således er det mystiske tohovedede luffedyr, som var på Worms kobberstik, forsvundet på Skt. Petersborg-hornet. Og de to slanger fra spydbærerens venstre side på Worms kobberstik er på elfenbenshornet flyttet, sådan at der er en slange på hver sin side af spydbæreren.

Worms kobberstik til venstre og Skt. Petersborg-hornet i midten. Til højre ses et hovedpanser til en hest fra det romerske fort ved Straubing, Tyskland, fra sidst i 2. årh. e.Kr. I midten ses Mars, omgivet af to slanger. Læg også mærke til Tritonenen under Mars. Der ses hele tre Tritoner gengivet på Worms kobberstik af det lange guldhorn.

Denne gådefulde scene - spydbærer og luffedyr - på Worms kobberstik er ændret til en genkendelig afbildning af den romerske krigs- og manddoms gud Mars med to spyd.

Scenen fra Worms kobberstik er i øvrigt en af de scener, som Jørgen Sorterups kalenderudregninger fra 1717 mener at kunne dokumentere at være gengivet fejlagtigt på kobberstikket. Jeg mener, at gengivelsen på Skt. Petersborg-hornet er den korrekte, idet den kan bekræftes ad anden vej fra andre arkæologiske fund. Dertil kommer, at slangen til venstre for Mars-figuren fra Skt. Petersborg-hornet er gengivet med kvindelige attributter; noget som først blev kendt ved fundet af det korte guldhorn i 1739, hvor der ses en ammende slange på 2. ring, også en kvindelig attribut - en attribut som ikke blev tillagt en værdi før i det 20. århundrede med fundene fra Knossos. Således ville en billedskærer som Bendix Grodtschilling den mellemste ikke have digtet denne; den ville simpelthen ikke have interesseret ham i 1693.

Følg med i næste blog for ring 3 og 4.

Jeppe Boel Jepsen

De tidlige Videnskabsmænd og deres guldhornsforskning

-guldhornenes første gyldne tid

De tidlige videnskabsmænd, som startede guldhornsforskningen, levede i anden tid end den verden vi i dag selv omgives af. Det er dem, en meget stor del af den viden vi har omkring de to guldhorn fra Gallehus kommer fra. At fortsætte uden at sætte den tid hvor guldhornene endnu eksisterede, 1639-1802, i relief til vores, vil kun forvirre. De første undersøgelser var ofte mangelfulde, fabulerende og fulde af modsigelser. Så det er i virkeligheden et trosspørgsmål, hvordan flere af disse skal tolkes og hvilken kildeværdi vi i dag, hver især vil tillægge de enkelte forfatteres arbejder.

Tiden i 1600-tallet var ikke en tid for videnskab som vi kender den. For at starte med det fundamentale, så var der for de fleste forskere én bog som man altid startede med at finde løsninger i: Bibelen. Da Worm så det lange guldhorn for første gang, var det træ, som blev til kølen på The Beagle, kun et spændstigt ungt træ i skoven og Darwins bedstefar var endnu ikke født. Worms verden var skabt af Gud år 4004 f.Kr., den 23. oktober - en mandag naturligvis. Worm levede i en tid hvor videnskaben ikke havde de fastsatte normer som vi kender i dag. Der var ingen standarder for brugen af kilder eller behandlingen af disse. Man skulle tilstræbe den endelige sandhed man søgte, med alle midler.

Flere Europæiske museer udstillede på den tid laks med pels under teksten at disse stammede fra den nye verden og levede i floder af is. Sådan havde Gud skabt en verden hvor alt var på sin plads. Disse videnskabsfolk levede i en verden, hvor alting bevægede sig på en enkelt linie. Fra det simple i Edens have til højdepunktet i menneskeheden, med hvilket videnskabsmændene hovmodigt mente deres aktuelle samtid.

Worms første ”horn-job”, var ironisk nok da han ”debunk’ede” de enhjørningehorn som blev handlet til svimlende summer som mirakelkure på alt. Disse var grundessensen i alkymiens jagt på guld. Worm påviste at disse horn kom fra en lille Grønlandsk hval, Narhvalen, men han kunne evnede ikke at overbevise sin samtid om at enhjørningen kun var et fabeldyr.

Overgangen til oplysningstiden og romantikken ændrede ikke meget. Guldhornene blev ganske nu tolket ud fra nye og mere aktuelle kilder, de nordiske gudemyter, Edda’erne. Og nu kunne alle blive enige om at hornene var fremstillet af selve guden Odin, kort før dennes død i år 417.

Det er først i tiden omkring tyveriet i 1802 at videnskaben nærmer sig, hvad vi kender i dag. C. J. Thomsens arbejdede i tiden 1820-40 med en inddeling af oldtiden i tre perioder, sten- bronze- og jernalder. Her ændres opfattelsen af oldtidens forløb og udvikling. Den bearbejdes, og bliver det stadig den dag i dag. Men grundelementet i den tids forskning var stadig det enstrengede udviklingsforløb, det som senere blev til Diffusionismen og ”Ex Oriente Lux”. Princippet byggede på hvordan genstande og kulturudvikling kun kan opstå ét sted i verden og udgå derfra. Eksempelvis mente man at landbruget måtte være opstået ét sted i verden, i Orientens grønne halvmåne fra den Anatolske højslette, gennem Nærorienten og ned i mellem floderne Tigris og Eufrat. At agerbruget opstod uafhængigt i Amerika, var næsten kætterske tanker helt op til 1950’erne.

Men lad os vende os tilbage mod 1639 og de tidlige oldgranskere, som arbejde med forståelsen af hornene fra Gallehus, frem til deres tyveri i 1802.

1641: Den første videnskabsmand som behandlede guldhornsfundet, var Ole Worm, som beskrev det lange guldhorn. Han tolkede hornet ud fra Saxo Grammaticus som værende en krigsbasun fra Frode Fredegods tid. Figurerne på hornet var ifølge Worm en slags hieroglyffer, som kunne læses som et billede på mennesket i hans tid. Worm opfattede mennesket som henfaldet i dyriskhed og elendighed. Han kom dog også med formaninger og vejledning om at leve i dydighed og med gode sæder. Worm er vores eneste sikre kilde til det lange horns udseende. Han er den eneste forfatter som lader hornet afbilde. Ganske vist i et kobberstik, som han privat omtalte som utilfredsstillende, uden dog på nogen måde at gå i detaljer. Worm brugte nu alligevel det samme kobberstik i den senere danske oversættelse af sit værk. Så vi får aldrig at vide hvad Worm mente.

1600-tallet: Fortunius Licetus var en italiensk oldgransker fra universitetet i Bologna. Licetus tilskrev ligesom Worm også hornet til Kong Frode. Han mente at hornet havde været henlagt på alfarvej, ligesom Kong Frodes berømte guldarmringe. Der var de blevet nedtrådt af rejsende og glemt. Licetus tolkede dog billederne som gengivelser af en god og vis dansk Konges regering på første ring. Derefter følger de forskellige sociale klasser nedad på de øvrige ringe.

1651-54: Hendrich Ernst var juraprofessor i Sorø. Han skrev til den udvalgte Prins’ Hofjunker Gersdorff, at efter hans opfattelse, skulle hornet tolkes ud fra en senere passage i Saxo. Hornet var fra Svantevits skat i Arkona, som Kong Valdemar fandt da han bekrigede Venderne. Efter Ernsts opfattelse er det de grusomme og gudløse Vendere og deres menneskeofringer, der er afbilledet. Ernst er den eneste forsker som kastede sig over arbejdet med hornet mens Worm endnu levede. Worm blev rødglødende af raseri over at nogen vovede at røre hans horn. Ernst var hans ven, og Worm kunne ikke tilgive ham for hvad han havde gjort. Worm skrev et harmdirrede smædebrev til udgiveren af Saxos Danmarkskrønike. I brevet skælder Worm ud på alt og alle, og indskærper at ingen, udover ham selv, må arbejde med fundet, da det jo er et nationalt dansk klenodie. Worm døde i 1654.

1600-tallet: Paul Egard, præst i Holsten. Egard mente at kunne læse billederne som en fremstilling af kristendommens mysterier, syndefaldet og saliggørelse.

1644: E. N. Rudolph, provst i Holsten. Igen flere kristelige alvorsord. Hornet mentes at være fremstillet mellem år 828 og 995 e.Kr. under kristendommens indførelse i Norden.

1644: P. Winstrup, Københavnsk Biskop. Hornet skulle have forudsagt den Dansk-Svenske krig i 1643. Noget han brugte 54 tænderskærende sider på - i latinske vers. Versene blev endda oversat og udgivet på et endnu skrækkeligere dansk! Var det bare så enkelt og kan hornet fra Skt. Petersborg give os den perfekte opstilling til den landskamp mod Sverige? Nej!

1685: Trogillius Arnkiel, Provst i Åbenrå. Arnkiel er den første som knytter det lange horn til oldtiden. Han mente dog at hornet blev brugt af Cimbriske offerpræster. Arnkiels tolkning var banebrydende, for nu blev hornet for første gang tolket som værende en ren hedensk genstand.

1680’erne: Thomas Broder Bircherod, Professor og Konrektor i Odense. Bircherod arbejde i 5 år på et storværk om hornet. Han konkludere efter sin mange års slid at det lange horn måtte være en kongelig gave til et stort tempel. Derefter opremsede han hvad ”horn” hedder på 45 sprog. Hans arbejde er endnu uudgivet og ligger i dag vist nok på København Universitet.

1717: Jørgen Jørgensen Sorterup, Provst i Stevns Herred. Sorterup blev besat af det lange guldhorn, og brugte det meste af sit liv på at afkode dets hemmelige viden. Han udgav for egen regning i 1717 et kort skrift om emnet. Sorterup var amatørmatematiker og meget interesseret i kalendersystemer, og mente naturligvis at det lange horn måtte være en Cimbrisk kalender. Han tolkede ringene på hornet fra højre mod venstre, fra den opstigende sol i øst til den nedgående i vest. Denne mand som i sin samtid blev beskrevet som stridbar og kværulerende, kunne blandt andet se Frigga, Freja og Thors offerfester i henholdsvis februar og marts måned. Spillebrætsscenen på 5. ring, som i årene forud var blevet korrekt identificeret som to mænd med et brætspil, tolkede Sorterup som Freier(?) og Freja med en firkantet dam imellem sig. Spillebrikkerne var ifølge Sorterup frøæg og derfor repræsenterede scenen april måned. Han kunne ligeledes også læse månefaser og tidevandsforudsigelser i punselornamentikken. Et af Sorterups problemer var, at for hans tolkning skulle gå op, måtte han vende flere af figurerne på 2. og 3. ring forkert. Så han forklarede, som den eneste af forskerne, at Worms kobberstik måtte være fejlagtigt, ja han hævdede ligefrem at han havde bevist dette ved selvsyn. Kort før hans død i 1723 forelå hans endelige manuskript, men dette var så fabulerende og vidtløftigt, selv for det tidlige 1700-tal, at ingen forlægger ville røre det og i dag henligger også hans livsværk upubliceret. Han nåede dog at få udgivet et værk om diverse runemonumenter, men alligevel, ”Som arkæolog nåede han dog ikke højere end til sprænglærd dilettantisme” (Dansk Biografisk Lexikon).

1725: J. C. Dippel, tysk alkymist og fantast. Det lange horn måtte være ægyptisk, og på det kunne man læse opskriften på ikke kun guld men også de vises sten (Det måtte jo komme!)
I 1734 blev det korte horn fundet og tidens lærde fik for alvor travlt. På det korte horn sås runer, en skrift som i tiden var lige så mystisk som hieroglyffer og måtte indeholde lige så meget mystik som hebræisk.

1734: B. Grauer, Advokat i Tønder. Hornene mentes nedgravet af Druider. Det korte horn var et minde om Odins død og fremstillet kort efter dennes død.

1734: Hans Gram, Kgl. Historiograf i København. Begge horn var fremstillet i England af Angelsakserne. Endnu et mindre, men hurtigt glemt, gennembrud i guldhornsforskningen.

1735: J. R. Paulli, Kgl. Kammeraad i København. Paulli fik enten pålagt eller plaget sig til opgaven at offentliggøre det nyfundne horn. Det præcise forløb kendes ikke. Paulli forstod dog sine egne begrænsninger og gav sig derfor ikke af med at forsøge at tolke på de to horn som helhed. Han konkluderede dog at nogle af figurscenerne mindede om Edda-fortællingerne. Og han holdt sig viseligt helt fra at forsøge at læse runeindskriften. Paullis afbildning af det korte guldhorn er den eneste sikre afbildning vi har af dette horn. Paullis gav sit ord på afbildningens nøjagtighed i gengivelsen, skønt han dog lige måtte kommentere ”at selv kunne han have gjort det meget bedre…” Hvad han dog præcist mente med dette, er også i dag et fortolkningsspørgsmål.

1730’erne: Jon Olavson, assistent hos Hans Gram. Denne islænding med benene solidt plantet i jorden kom med min egen yndlingsfortolkning. Han konkluderede kortfattet, i modsætning til mange afdøde og nulevende (mig selv med) oldgranskere, at Hornenes Figurer var udslag af en vilkårlig fantasi ”til at forestille nogle underlige og sælsomme Ting, til at fornøie Beskuereren”. Kort og præcist: Det er derfor vi stadig fascineres af hornene!

1769: C. F. Hommel, Juraprofessor i Leipzig. Han var tilhænger af at figurerne på det lange horn skulle forstås ud fra Edda-fortællingerne. Stadigt begynder tolkningerne at stramme sig sammen omkring en kerne, hvor hornene udelukkende forstås som forhistoriske.

1770-73: Johannes Neuchs, rektor fra Flensborg. Det lange horn var fremstillet af en Cimbrisk ypperstepræst ved navn ”Mogil”, mens Cimbrene var på et, for alle os andre, ukendt togt i Asien. Indisk mystik, skal det dog nævnes til Neuchs undskyldning, var tidens store ting. Han prøvede bare at være med.

I 1802 blev begge horn stjålet og løbet var kørt. Alle tolkninger herefter er foretaget ud fra de ovennævnte oldgranskeres arbejder og de få gengivelser. Døm selv.

Næste blog, mellem jul og nytår, kommer endelig til at omhandle hvad vi alle har ventet på: Elfenbenshornet fra Skt. Petersborg. Og der vil være gengivelser, det lover jeg. Vi har alle ventet 112 år på at se det, så hvad er 6-7 dage mere…

Rejs med…
Jeppe Boel Jepsen

Hvad blev fundet og hvad skete der

Inden vi begynder at kigge nærmere på elfenbenshornet som vi fandt i Eremitagen i Skt. Petersborg, så lad os lige kigge nærmere på de oprindelige guldhorn fra Gallehus. Hvad var det som blev fundet, og hvilken stand var de i? Arkæologer arbejder lige så meget med fundforholdene som med fundet selv. Fund som bliver løsrevet fra deres kontekst mister en ufattelig mængde af information, og er kun halve fund. Der må guldhornene fra Gallehus være vores forsknings største tab. Men lad os alligevel forsøge at samle hvad vi ved.

Om selve fundforholdene kan vi i dag kun med sikkerhed sige at de to horn blev fundet ganske, ganske nær hinanden. Det er alt! Senere tiders skattejagt har ødelagt alle muligheder for genundersøgelser. Vi ved ikke om de blev nedlagt sammen i en grav som et offer under et husgulv eller gravplads eller som et offer på bar mark.

Om selve hornene ved vi dog en del mere. Det lange guldhorn var i skrækkelig forfatning, da det ankom til hoffet. Det havde fået en hård medfart undervejs. Selv fortalte Kirstine Svendsdatter at da hun fandt hornet, var ringene som udgør ydersiden af det lange horn, stukket ind i hinanden som på et pølsehorn og mast ned midt på det indre horn. Hun havde selv gjort et forsøg på at skille dem ad, men kun fået enkelte vredet fra hinanden. Da hun bragte sit fund til undersøgelse hos amtmanden i Tønder, gik to fuldvoksne mænd i gang med at trække de øvrige fra hinanden. Hvilke skader alt dette forvoldte på fundet, fortælles der ikke noget om. Men det lange horn har været i en tilstand langt fra den som Worm så og beskrev næsten to år senere.

Det horn Worm så, beskriver han således: Det bestod af et indre glat horn af en glat ombukket plade, hvorover der var trukket 9 ringe: En ring for hvert led. De sidste to ringe er dog dobbelt led og således fremstår hornet som bestående af 11 ydre led. På de ydre ringe ses ornamenterne. Disse beskriver Worm som værende indpunslede. Dertil kommer massive relieffigurer som har været påloddede og pånittede. Han er ikke helt klar på hvilke der er nittet fast og hvilke der er loddet på.

Det vides at der kunne anes sprækker mellem flere relieffigurer og hornet. Worm beskriver også kædeophænget, som Kirstine fjernede og lod drengene på gården få. Nederst på ring 7 ses resterne af påhængsbøjlen som to ”dominobrikker” med to ”knogler”. På ring 1 havde der været to sådanne ophæng, og da hornet ankom til hoffet sad der endnu en ring i hver. De påsatte relieffigurer ligger, hvis man studerer Worms kobberstik, uden respekt for hinanden. Relieffigurerne ligger ind over de indpunslede. Dette har afstedkommet en del polemik lige siden.

Det korte guldhorn var i en bedre fatning end det lange, skønt det var hugget over. Det var endnu helt og de ydre ringe sad endnu på deres plads. Ingen havde pillet ved det, da det ankom til København, hvor Paulli kunne studere og afbilde det. Det var af samme opbygning som det lange men kun de øverste 5 ringe var tilstede. På ring 1 sås den berømte runeindskrift, som først senere blev oversat til ”Jeg, Lægæst af Holte, gjorde dette horn” Af kædeophænget var kun den øverste del bevaret. Den var i form af to identiske pånittede krigere med runde skjolde og lanser. Deres midterparti eller maver var løftet op fra hornet til kædeenderne. Og hvor der var overlap mellem de indpunslede figurer og relieffigurene på det lange horn, så var der ingen på det korte. Der respekterer de to figurtyper hinanden. Faktisk forekommer de indpunslede som pladsfyld imellem relieffigurene.

Hvad der skete med hornene efter de ankom til deres respektive mellemstop inden kunstkammeret, var meget forskelligt. Grev Schack beskyttede det korte horn og vidste at det skulle studeres som det var. Han foretog ingen reparationer eller rekonstruktioner. Det lange horn er en ganske anden sag.

Hvis det allerede var slemt skadet da den udvalgte Prins fik det foræret, så blev det direkte mishandlet efter det kom til hoffet. Prinsen selv kunne endda allerførst ikke se nogen mening i at bevare det i den tilstand det ankom i, men Kammerjunker Gersdorff reddede hornet og lod det reparere og rekonstruere. En guldsmed fik til opgave at gøre det i stand således at Prinsen kunne drikke af det. En prop til den åbne smalle ende blev fremstillet, og hvad han ellers gjorde derudover, kan vi kun gisne og gyse om.

En ting ved vi med sikkerhed. Han foretog kraftige ændringer på i hvert fald én ring, ring 1. Da Worm så hornet var de øverste kædefæster væk og ikke genkendelige. Fra senere kilder ved vi at et lille nittehul endnu kunne anes. Men det er det eneste spor af kædeophænget der ses. Fra det korte horn ved vi at det øverste kædefæste var to mandsfigurer ved siden af hinanden. En sådan opstilling ses ikke på Worms kobberstik på ring 1 på det lange horn. Guldsmeden havde haft flere eller alle figurerne af mens han rettede pladen og bagefter igen loddet dem fast. De to menneskefigurer som må have udgjort kædefæstet, havde han ligeledes ændret, således af de lå plant med hornet. Der er kun to identiske menneskefigurer på det lange horn, nemlig to nøgne mænd med oprakte arme og opbøjede underben. De sidder ikke ved siden af hinanden på ring 1, men i hver sin række. Guldsmeden har altså ikke bare foretaget reparationer og rekonstruktioner, men også ændringer i placeringen af figurerne på ring 1. Og her kommer det: han har sikkert haft samme fremgangsmåde på alle hornets ringe, og har efter pladeudbedringen igen påloddet relieffigurerne uden videre hensyn til deres oprindelige placering i forhold til de indpunslede. Alt dette vidste Worm ikke, og han udspurgte ikke guldsmeden om hans ”konserverings-arbejde” på hornet. Det betyder at tolkningen af det lange horn som det ældste ikke kan opretholdes, og det lange guldhorns lighed med Ølandske og Bornholmske sølvbliksfibler, bør revurderes.

Vi står altså tilbage med afbildningerne af det korte horn som den eneste sikre kilde til hornenes billedsammensætning.

Rejs med i næste blog. Den kommer iøvrigt heller ikke til at handle om Skt. Petersborg-hornet. Jeg trækker spændingen ud!

Jeppe Boel Jepsen

Guldhornet er fundet (Opdateret)

Så er jagten nået til Skt. Petersborg. Vi ankom i forgårs og var på Eremitagen i går. Og oplevelsen var fantastisk. Vi fandt hornet og det var alt hvad vi kunne håbe på!

Vi kom ind og mødte den venlige og hjælpsomme store autoritet indenfor elfenben. Hun vidste præcis hvad vi søgte. Faktisk havde hun haft hornet liggende i en skuffe på sit kontor de sidste 27 år.

Her følger nu elfenbenskopiens historie.

I 1600-tallet gik embedet som kunstforvalter i det Kgl. Kunstkammers samlinger i arv fra far til søn i familien Grodtschilling. Familien var samtidigt udnævnt kongelige hofdrejere. Således havde de adgang til de genstande som opbevaredes i Kunstkammeret - og heriblandt det lange guldhorn. Man ved at guldhornet omkring 1693 var i deres hjem, Biskop Jens Bircherod fortæller i sine erindringer, at han i sin ungdom så det dér, drak af det og ytrede ” imidlertid observerede grant alle dets Figurer og Emblemata”. Nu opbevarede Bendix Grodtschilling ikke hornet i privaten i Helsingørgade for at bruge det som partytrick og konservationsemne. Han havde snuppet det med hjem for at kopiere det i elfenben. Al søgen i kilder om hvorfor han gjorde det, om nogen havde bestilt opgaven og jagten efter eventuelle regninger eller kvitteringer har været forgæves. Han kan have gjort det udelukkende for sin egen fornøjelse.

Det er sønnen, også Bendix Grodtschilling (den yngre), som var kunstforvalter, da Zar Peter besøgte Kunstkammeret; og det må have været ham som reddede dagen, da Peter lagde hånd på det originale lange guldhorn. Man kan næsten se ham storme i hestevogn gennem byen til privaten og tilbage med farens hjemmekopi i elfenben.
Det er det horn, vi så i går på det tæt pakkede kontor i Skt. Petersborg.
Hornet er udført i 1:1. Det er udformet i gyldent elfenben og det er smukt!
Men hvor nøjagtigt er kopien? Og løser det alle spørgsmål. Det er ikke en nøjagtig gengivelse, men alligevel giver det mange svar og rejser nye spændende spørgsmål.
Bendix har skåret hornet, ikke i den oprindelige nordiske jernalderstil, men i en stil mere passende for 1600-tallet. Men detaljerne er der. Og de er utvivlsomt ikke ændrede. Har en figur hove, så har elfenbensdrejeren skåret den med klove. Og således kan der trækkes et væld af nye ukendte informationer ud af dette horn. Detaljer som ikke tidligere kunne erkendes fra Worms kobberstik.

Lad mig bringe at par eksempler: På ring 2 ses en langhåret figur i kjortel i profil med et drikkehorn. På Worms kobberstik er personen en mand med skæg, mens senere forsøg på gengivelser er det en person af tvetydigt køn uden skæg. På elfenbenskopien fra Skt. Petersborg er figuren utvetydigt af hankøn med et tydeligt skæg, dog i bedste 1600-tals stil. Men det afklarer stadig spørgsmålet om personens køn.

På Worms ring 2 ses en figur af to indpunslede modvendte slanger. Her driller hornet, men på en meget interessant måde. På elfenbenskopien er der kun én slange, men den har et kvindeligt bryst. Slanger med feminine attributter er i dag kendte i dansk forhistorisk kunst. disse slange-kvinder i dansk forhistorisk kunst var ukendte i 1600- og langt op i 1800-tallet. Så elfenbensdrejeren kan ikke have digtet den. Hvis han endelig skulle have digtet, så havde han snarere sat hebræiske skrifttegn eller ægyptiske hieroglyffer. Så hvorfor der nu pludselig kun er én slange? hvorfor Worms kobberstikker ikke gengav en slange med kvindelige attributter, det vides ikke.

Et andet eksempel findes på ring 6, hvor man ser et mystisk ansigt med to store horn ud fra panden. På Worms kobberstik er ansigtet uden ansigtstræk, På elfenbenskopien er ingen utvetydighed. Det er et fuldt ansigt med horn! Og her kan vi pludselig ikke bare bestemme figuren, vi kan navngive den: det er Alexander den Store. Han gengives med karakteristiske vædderhorn, ligesom Herkules gengives med løveskind.
Således kan vi nu allerede rejse nye spørgsmål: Alexander den Store ses på romerske produkter, spænder til seletøj og drikkeudstyr. Han var meget populær blandt soldater og vi kender adskillige fund af Alexander fra Danmark fra grave og moseofferfundene. Og det er både romerske, men især lokalt fremstillede gengivelser. Vi kender dem i dusinvis fra offerfund som Illerup-fundet. Problemet er bare at storhedstiden for sådanne ansigter er 1.-2. århundrede e.Kr. og de er nærmest fuldstændig ukendte i 4. og 5. århundrede e.Kr. Så hvad betyder det?

En anden interessant scene er fra ring 5. De to mænd, som holder en kvadratisk ramme mellem sig. Under rammen ses en lille hundelignende figur. Denne scene er næsten ens på Worms og senere forsøg at rekonstruere kobberstik. Her er det hornet, der driller Grodtschilling, som har strukket kvadraten til rektangel; sikkert af 1600-tals stilhensyn. Og hans hundefigur er væk. Men da vi fik vendt og drejet elfenbenskopien i lyset, så vi den alligevel. Hundefiguren havde oprindeligt været der, men er på et senere tidspunkt blevet slebet væk. Den er sikker blevet beskadiget, og slettet. Scenen tolkes traditionelt blandt tidligere forskere som en slags ritual, hvor hunden skal hoppe igennem rammen. Men kigger man med nutidige arkæolog-øjne, så ser scenen helt anderledes ud. Man finder ofte i rige grave fra 150-300 e.Kr. fund af flotte brætspil med sorte og hvide runde glas-spillebrikker. Det er det mændene laver: de spiller et brætspil! Men sådanne fund af brætspil er igen næsten ukendte i 350-450 e.Kr.

Så hvad nu. Hornet er jo tidligere dateret til ca. 450 e.Kr. så hvorfor er figurerne typiske for en tid mindst 200 tidligere? Er hornene fra Gallehus 200-250 år ældre end vi hidtil har troet, og ikke fra germansk jernalder, men yngre romersk jernalder? Det her vil kræve yderligere studier!

Og hvordan kan en kopi af det lange guldhorn ligge glemt og gemt i Skt. Petersborg i godt 290 år. Sandheden er simpel: Da man i 1897 blev klar over hvad det var der lå i Eremitagen, var spændingen stor, meget stor. Eremitagen sendte derfor straks en gipskopi til Nationalmuseet i København. Skuffelsen over at se at kopien ikke var en 100 % nøjagtig gengivelse i jernalder-stil var så stor at man kun publicerede to fotos og en tydeligt ærgerlig kortfattet artikel tre år senere. Herefter lagde man gipskopien på magasin i kælderen og.

Nu får elfenbenshornet dog sin retfærdige placering i legenden om guldhornene fra Gallehus.

Jeg skal beklage at der har sneget sig et par småfejl ind i det tildligere oploadede blogindlæg.

Rejs med i næste blog….
Jeppe Boel Jepsen

Pressemeddelelse: Guldhornene genfundet i Skt. Petersborg

Pressemeddelelse 3. december 2009

GULDHORN GENFUNDET I SKT. PETERSBORG

En smuk elfenbenskopi af danskernes kære nationalklenodie er fundet på Vinterpaladset i Sankt Petersborg. I de enorme samlinger har arkæolog Jeppe Boel Jepsen og Lisbet Pors, krydstogtchef hos Albatros Travel fået lov til at lede efter en glemt kopi af klenodiet, og netop i disse timer er de på vej hjem fra Rusland med bevis for det unikke fund.

For få måneder siden fortalte arkæolog Jeppe Boel Jepsen historien om de forsvundne guldhorn og et rygte om en eksisterende elfenbenskopi til Lisbet Pors, krydstogtchef hos Albatros Travel. Rygtet sagde at Frederik IV skulle have foræret Zar Peter den Store en elfenbenskopi af det lange guldhorn under Zarens besøg i Danmark i 1716. Gaven burde befinde sig i Rusland, men arkæologens spor var gået kolde. Dette fik krydstogtchef Lisbet Pors som har et væld af kontakter til museer, myndigheder og menigmand i Rusland, til at udbryde: ”Det skal findes”, hvorefter de i fællesskab straks satte en eftersøgning i gang.

Allerede tirsdag kunne de to skattejagere forsynet med tilladelser og godkendelser fra øverste sted, sætte sig ind i et fly til Rusland. Da de dukkede op ved Vinterpaladset blev de vist op til et tæt pakket kontor hvor en ledende museumsmedarbejder fremdrog hornet fra en glemt skuffe. Det var med en vis spænding at arkæolog Jeppe Boel Jepsen kastede det første blik på det længe fortabte horn da det dukkede op af skuffen. Det viser sig nu, at denne elfenbenskopi i århundreder har været opbevaret på Eremitagens enorme lagre og befinder sig i bedste stand.
”Det utrolige ved dette fund”, udtaler arkæolog Jeppe Boel Jepsen, ”er at denne kopi er fremstillet senest i 1693. Dermed er den udformet inden det berømte guldhornstyveri i 1802, hvor hornene efterfølgende blev omsmeltet”. Kopien i Rusland er således med al sandsynlighed en mere nøjagtig kopi af det lange horn end den guldkopi som i dag står på Nationalmuseet, som er udformet efter tegningen fra 1859. Kopien i Rusland er ifølge sikre kilder skabt ud fra originalen og er dermed det tætteste vi kommer på et vellignende horn siden 1802. ”Det har været en helt fantastisk rejse” siger Jeppe Boel Jepsen fra Rusland, ”Og som arkæolog kan jeg kun være glad og stolt over, at vi nu har mulighed for genskabe et endnu mere vellignende horn.”

Også hos Albatros Travel vækker fundet jubel. ”Dette er en helt unik chance for at give danskerne mulighed for at opleve hornet. Vi arbejder netop nu på højtryk for at få Eremitagen til at udstille det, så man har mulighed for at rejse til Rusland for at se det” siger Lisbet Pors begejstret, ”Vi regner med at have dette på plads inden for en uges tid”. Der bliver også arbejdet på at etablere et samarbejde med Jeppe Boel Jepsen som på længere sigt godt kunne tænke sig at få hornet udstillet i Danmark – og hvem ved, måske kan vi endda få fremstillet en guldkopi.
For yderligere informationer kontakt teamleder Lisbet Pors, Albatros’ krydstogtafdeling, og arkæolog Jeppe Boel Jepsen på tlf. 30288082, mail: lpo@albatros-travel.dk

Læs Albatros Travel og Jeppe Boel Jepsens blog om optakten til: ”Jagten på Guldhornene”:
http://www.albatros-travel.dk/omalbatros/liveblog/Pages/guldhornene.aspx

Og da det korte guldhorn blev fundet

- da himlen atter kom op af jord

En anden gylden regel i feltarkæologi er at altid huske at grave til bunds, når der er blevet fundet noget fornemt. Der kunne jo være mere. Mangen en arkæolog er blevet overrasket, når der bliver ved med at komme fund ind fra naboen og genboen; og enkelte har haft fornøjelsen at stå med en journalist og fremvise findestedet for et par fine økser, kradse lidt i jorden for kameraet og pludselig er der også tre, fire, fem, seks eller flere!

Nu handler denne historie om guldhorn, og der er ikke flere end de to.

Om morgenen den 21. april 1734 gravede husmanden Erik Lassen efter ler på et udyrket jordstykke ved samme vejkryds, hvor Kirstine Svendsdatter fandt det første guldhorn. Erik var husmand på Schackenborg Gods, og i det daglige, lokale tungemål blev han kaldt Jerck. Han gravede efter ler til et nyt gulv i sit lille hus. Han havde kun gravet et kort stykke tid, da det skete. Det glimtede, og han rendte hjem over vejen og råbte de ord, som har fulgt ham siden: ”Mutter, mutter, i dag har jeg fortjent brændevin!” Og dermed grundlagde han skikken med at guldfund på feltundersøgelser skal fejres med en guldøl!

Jerck vidste godt, hvad han havde fundet. Der var ganske vist gået 95 år, men alle kendte historien om det lange guldhorn. Hans horn var dog ikke komplet. Det var brækket midt over allerede i oldtiden og lagt ned, som det blev fundet, halvt. Jerck lod for en sikkerheds skyld et lille stykke afbrække og sendte det med sin søn Jacob til guldsmeden Hendrich Koelsted i Tønder, som bestemte det som det pureste guld og købte det for en sølvknap. Næste dag kom Koelsted ud for at byde på resten af hornet. Men Jerck var ikke dummere end Kirstine og afviste buddet. Han vidste, at det ”guld som bliver fundet på mands mark og ikke tilhører nogen mand, tilhører kongen”, eller hans adelige lokale stedfortræder, grev Otto Diedrich Schack. Sammen gik de til greven. Jerck for at overbringe ham hornet, og guldsmeden for at bevidne dets ægthed; og de vidste nok også, at det faktum, at hornet kun var halvt, kunne blive et problem. Det blev det. Godsinspektøren både grillede og lokkede dem, men Jerck fastholdt sin historie. Faktisk førte han som bevis, at der i brudfladen endnu sad leret jord, og det kunne der jo ikke have gjort, hvis Jerck og Koelsted havde brækket det over. Jerck var ikke den simple drukkenbolt, som historien siden har behandlet ham som. Seks stærke karle med spader blev straks dirigeret til Gallehus, uden dog at finde det manglende endestykke.

Greve Schack belønnede Jerck med 200 rigsdaler og sendte det nye, korte guldhorn til København til det lange horn. Han fandt rettelig, at de to horn måtte opbevares og udstilles for offentligheden sammen.

Jerck selv døde kun otte måneder senere, blot 56 år gammel, men udødeliggjort. Hans bo blev i øvrigt fundet at være i god orden, hans hus uantastet og med et betydeligt beløb opsparet på rente. Det kan godt være, at han kunne lide brændevin, men det er ikke det, vi bør huske den lille husmand for!

Siden er jordlodden blevet gennemgravet og endevendt, senest i 1951, hvor P.V. Glob uden held forsøgte at tvinge de sidste efterretninger ud af den lerede muld. I dag er findestederne for de to horn markeret med to sten. De står dog ikke på deres oprindelige placering, for de måtte flyttes, da vejen blev udvidet.

I 1795 fandt en Christian Stind dog en guldbarre, som vejede godt hundrede gram, kun et stykke derfra nord for kroen.

En lokal legende fortæller, at der omkring 1830 skal være fundet endnu et guldhorn ved de to første, og at dette skal være bragt til Hamburg og omsmeltet. Det ville da være dejligt, hvis der med godt 90 års mellemrum fremkommer et guldhorn. Desværre kendes der slet ikke noget til et fra 1920; men alle mand skal nok være klar til 2010!

Med mindre, De, kære læser, vil godkende en kopi fra Zar Peter den stores Hof.

Rejs med til Skt. Petersborg…

Jeppe Boel Jepsen, arkæolog

Da det lange guldhorn blev fundet

- Rejs videre med Lisbet Pors, Albatros Travel og arkæolog Jeppe Boel Jepsen

Der er en gylden regel i feltarkæologi. Hvis du går over marken og ser noget glimte, så er det lige meget hvor våd, kold og træt, og hvor meget du bærer på; du er nødt til at bukke dig og samle det op. Hvis du bare går 10 skridt forbi, finder du aldrig, aldrig skidtet igen! Og så var alligevel præcis dét, Liden Kirstine Svendsdatter gjorde hin dag i 1639 – men med forbilledligt held og resultat.

Kirstine Svendsdatter var en ung kniplerske fra Østerby. Hun var den 19. juli 1639 kommet ad vejen mod Møgeltønder. Hun havde set en trærod stikke op, hvor vejen delte sig mod Tønder i landsbyen Gallehus, som var navngivet efter den galge, som stod på byens mark. Kirsten var gået videre, uden at stoppe op, men noget havde alligevel vækket hendes nysgerrighed, og billedet af trærodden sad i hendes hukommelse.

Syv dage senere den 27. juli, var hun der igen. Det var en lørdag, og hun var igen på vej til Møgeltønder. Denne gang rejste hun med nogle veninder. Hun så roden igen, og denne gang fik hendes nysgerrighed overmagten. Hun trak den op, hun skyllede den i en grøft, hun stod imod venindernes drillerier, hun tog den med hjem, hun stod imod sin families drillerier, hun tålte sine naboers drillerier, og hun gemte den. Alle som så den, fortalte hende, at det bare et sølle gammelt jægerhorn.

På dette jægerhorn sad en kæde af ringe; en af disse ringe gav Kirstine en guldsmed i Tønder, Kirstine må have haft sine anelser… Guldsmeden erklærede, at ringen var af det pureste guld – og eposset var skabt.

Amtmanden fra Tønder kaldte Kirstine og guldhornet til, mens guldfeberen rasede i Gallehus, og undersøgte det med en rådmand. De fik med vold og magt skilt hornets dele fra hinanden og besigtiget og beskrevet det. Kirstine anmodede amtmanden om en vogn, så hun kunne overbringe hornet til Kong Christian IV selv. Hun må have haft sine anelser igen… Kongen opholdt sig på den tid i Glücksstadt med sin søn, den udvalgte Prins Christian.

Amtmanden undslog sig og skibede hende videre til lensmanden i Ribe, mens han selv dirigerede to karle med skovle til Gallehus. Nyheden var dog nået kongen, og han befalede hornet til sig og en dusør betalt til pigen. Herrerne i Tønder belønnede den ubevægelige Kirstine med en ny kjole! Prins Christian fik plaget sig hornet og ønskede straks at smelte det om til en drikkepokal. Hans hofmand, Geersdorft, reddede dog hornet ved bilde prinsen ind, at hornet faktisk var fremstillet som drikkepokal allerede i oldtiden. Hornet blev forsynet med en guldskrue for at lukke bunden på hornet – og så blev der skålet!

Prins Christian, den udvalgte Prins, var et forkælet offer af enevælden. Han var allerede nedbrudt af det liv, som dets muligheder gav, da han i en alder af 32 opfandt guldhornsdrikkelegen. Man skulle bunde det fyldt med vin i skål til dets ære. Det lange guldhorn havde et rummål på 1,4 liter, et ikke så lidt ambitiøst eller ringe foretagende at tømme! Hans far sendte bekymret den ansete livlæge Ole Worm til ham. Prinsen bød ham velkommen med en udfordring fra skænkebordet og således mødte Worm hornet.

Worm forfærdigede en publikation og et kobberstik af hornet. Han tolkede de mange figurer på hornet som en slags billedskrift. Og kobberstikket, det første og mest betydende af det lange horn, beklagede han selv dets nøjagtighed med ordene: ”at om blot kobberstikkeren havde tilbragt mere tid med hornet”.

Efter Prinsens tidlige død i 1647 overgik hornet til Rosenborg Slot, inden det i 1680 overførtes til det nystartede kunstkammer ved Christiansborg. Her fik det selskab af det korte guldhorn i 1734, og de to horn fulgte skæbne sammen.

Jeppe Boel Jepsen, arkæolog