De tidlige Videnskabsmænd og deres guldhornsforskning

-guldhornenes første gyldne tid

De tidlige videnskabsmænd, som startede guldhornsforskningen, levede i anden tid end den verden vi i dag selv omgives af. Det er dem, en meget stor del af den viden vi har omkring de to guldhorn fra Gallehus kommer fra. At fortsætte uden at sætte den tid hvor guldhornene endnu eksisterede, 1639-1802, i relief til vores, vil kun forvirre. De første undersøgelser var ofte mangelfulde, fabulerende og fulde af modsigelser. Så det er i virkeligheden et trosspørgsmål, hvordan flere af disse skal tolkes og hvilken kildeværdi vi i dag, hver især vil tillægge de enkelte forfatteres arbejder.

Tiden i 1600-tallet var ikke en tid for videnskab som vi kender den. For at starte med det fundamentale, så var der for de fleste forskere én bog som man altid startede med at finde løsninger i: Bibelen. Da Worm så det lange guldhorn for første gang, var det træ, som blev til kølen på The Beagle, kun et spændstigt ungt træ i skoven og Darwins bedstefar var endnu ikke født. Worms verden var skabt af Gud år 4004 f.Kr., den 23. oktober - en mandag naturligvis. Worm levede i en tid hvor videnskaben ikke havde de fastsatte normer som vi kender i dag. Der var ingen standarder for brugen af kilder eller behandlingen af disse. Man skulle tilstræbe den endelige sandhed man søgte, med alle midler.

Flere Europæiske museer udstillede på den tid laks med pels under teksten at disse stammede fra den nye verden og levede i floder af is. Sådan havde Gud skabt en verden hvor alt var på sin plads. Disse videnskabsfolk levede i en verden, hvor alting bevægede sig på en enkelt linie. Fra det simple i Edens have til højdepunktet i menneskeheden, med hvilket videnskabsmændene hovmodigt mente deres aktuelle samtid.

Worms første ”horn-job”, var ironisk nok da han ”debunk’ede” de enhjørningehorn som blev handlet til svimlende summer som mirakelkure på alt. Disse var grundessensen i alkymiens jagt på guld. Worm påviste at disse horn kom fra en lille Grønlandsk hval, Narhvalen, men han kunne evnede ikke at overbevise sin samtid om at enhjørningen kun var et fabeldyr.

Overgangen til oplysningstiden og romantikken ændrede ikke meget. Guldhornene blev ganske nu tolket ud fra nye og mere aktuelle kilder, de nordiske gudemyter, Edda’erne. Og nu kunne alle blive enige om at hornene var fremstillet af selve guden Odin, kort før dennes død i år 417.

Det er først i tiden omkring tyveriet i 1802 at videnskaben nærmer sig, hvad vi kender i dag. C. J. Thomsens arbejdede i tiden 1820-40 med en inddeling af oldtiden i tre perioder, sten- bronze- og jernalder. Her ændres opfattelsen af oldtidens forløb og udvikling. Den bearbejdes, og bliver det stadig den dag i dag. Men grundelementet i den tids forskning var stadig det enstrengede udviklingsforløb, det som senere blev til Diffusionismen og ”Ex Oriente Lux”. Princippet byggede på hvordan genstande og kulturudvikling kun kan opstå ét sted i verden og udgå derfra. Eksempelvis mente man at landbruget måtte være opstået ét sted i verden, i Orientens grønne halvmåne fra den Anatolske højslette, gennem Nærorienten og ned i mellem floderne Tigris og Eufrat. At agerbruget opstod uafhængigt i Amerika, var næsten kætterske tanker helt op til 1950’erne.

Men lad os vende os tilbage mod 1639 og de tidlige oldgranskere, som arbejde med forståelsen af hornene fra Gallehus, frem til deres tyveri i 1802.

1641: Den første videnskabsmand som behandlede guldhornsfundet, var Ole Worm, som beskrev det lange guldhorn. Han tolkede hornet ud fra Saxo Grammaticus som værende en krigsbasun fra Frode Fredegods tid. Figurerne på hornet var ifølge Worm en slags hieroglyffer, som kunne læses som et billede på mennesket i hans tid. Worm opfattede mennesket som henfaldet i dyriskhed og elendighed. Han kom dog også med formaninger og vejledning om at leve i dydighed og med gode sæder. Worm er vores eneste sikre kilde til det lange horns udseende. Han er den eneste forfatter som lader hornet afbilde. Ganske vist i et kobberstik, som han privat omtalte som utilfredsstillende, uden dog på nogen måde at gå i detaljer. Worm brugte nu alligevel det samme kobberstik i den senere danske oversættelse af sit værk. Så vi får aldrig at vide hvad Worm mente.

1600-tallet: Fortunius Licetus var en italiensk oldgransker fra universitetet i Bologna. Licetus tilskrev ligesom Worm også hornet til Kong Frode. Han mente at hornet havde været henlagt på alfarvej, ligesom Kong Frodes berømte guldarmringe. Der var de blevet nedtrådt af rejsende og glemt. Licetus tolkede dog billederne som gengivelser af en god og vis dansk Konges regering på første ring. Derefter følger de forskellige sociale klasser nedad på de øvrige ringe.

1651-54: Hendrich Ernst var juraprofessor i Sorø. Han skrev til den udvalgte Prins’ Hofjunker Gersdorff, at efter hans opfattelse, skulle hornet tolkes ud fra en senere passage i Saxo. Hornet var fra Svantevits skat i Arkona, som Kong Valdemar fandt da han bekrigede Venderne. Efter Ernsts opfattelse er det de grusomme og gudløse Vendere og deres menneskeofringer, der er afbilledet. Ernst er den eneste forsker som kastede sig over arbejdet med hornet mens Worm endnu levede. Worm blev rødglødende af raseri over at nogen vovede at røre hans horn. Ernst var hans ven, og Worm kunne ikke tilgive ham for hvad han havde gjort. Worm skrev et harmdirrede smædebrev til udgiveren af Saxos Danmarkskrønike. I brevet skælder Worm ud på alt og alle, og indskærper at ingen, udover ham selv, må arbejde med fundet, da det jo er et nationalt dansk klenodie. Worm døde i 1654.

1600-tallet: Paul Egard, præst i Holsten. Egard mente at kunne læse billederne som en fremstilling af kristendommens mysterier, syndefaldet og saliggørelse.

1644: E. N. Rudolph, provst i Holsten. Igen flere kristelige alvorsord. Hornet mentes at være fremstillet mellem år 828 og 995 e.Kr. under kristendommens indførelse i Norden.

1644: P. Winstrup, Københavnsk Biskop. Hornet skulle have forudsagt den Dansk-Svenske krig i 1643. Noget han brugte 54 tænderskærende sider på - i latinske vers. Versene blev endda oversat og udgivet på et endnu skrækkeligere dansk! Var det bare så enkelt og kan hornet fra Skt. Petersborg give os den perfekte opstilling til den landskamp mod Sverige? Nej!

1685: Trogillius Arnkiel, Provst i Åbenrå. Arnkiel er den første som knytter det lange horn til oldtiden. Han mente dog at hornet blev brugt af Cimbriske offerpræster. Arnkiels tolkning var banebrydende, for nu blev hornet for første gang tolket som værende en ren hedensk genstand.

1680’erne: Thomas Broder Bircherod, Professor og Konrektor i Odense. Bircherod arbejde i 5 år på et storværk om hornet. Han konkludere efter sin mange års slid at det lange horn måtte være en kongelig gave til et stort tempel. Derefter opremsede han hvad ”horn” hedder på 45 sprog. Hans arbejde er endnu uudgivet og ligger i dag vist nok på København Universitet.

1717: Jørgen Jørgensen Sorterup, Provst i Stevns Herred. Sorterup blev besat af det lange guldhorn, og brugte det meste af sit liv på at afkode dets hemmelige viden. Han udgav for egen regning i 1717 et kort skrift om emnet. Sorterup var amatørmatematiker og meget interesseret i kalendersystemer, og mente naturligvis at det lange horn måtte være en Cimbrisk kalender. Han tolkede ringene på hornet fra højre mod venstre, fra den opstigende sol i øst til den nedgående i vest. Denne mand som i sin samtid blev beskrevet som stridbar og kværulerende, kunne blandt andet se Frigga, Freja og Thors offerfester i henholdsvis februar og marts måned. Spillebrætsscenen på 5. ring, som i årene forud var blevet korrekt identificeret som to mænd med et brætspil, tolkede Sorterup som Freier(?) og Freja med en firkantet dam imellem sig. Spillebrikkerne var ifølge Sorterup frøæg og derfor repræsenterede scenen april måned. Han kunne ligeledes også læse månefaser og tidevandsforudsigelser i punselornamentikken. Et af Sorterups problemer var, at for hans tolkning skulle gå op, måtte han vende flere af figurerne på 2. og 3. ring forkert. Så han forklarede, som den eneste af forskerne, at Worms kobberstik måtte være fejlagtigt, ja han hævdede ligefrem at han havde bevist dette ved selvsyn. Kort før hans død i 1723 forelå hans endelige manuskript, men dette var så fabulerende og vidtløftigt, selv for det tidlige 1700-tal, at ingen forlægger ville røre det og i dag henligger også hans livsværk upubliceret. Han nåede dog at få udgivet et værk om diverse runemonumenter, men alligevel, ”Som arkæolog nåede han dog ikke højere end til sprænglærd dilettantisme” (Dansk Biografisk Lexikon).

1725: J. C. Dippel, tysk alkymist og fantast. Det lange horn måtte være ægyptisk, og på det kunne man læse opskriften på ikke kun guld men også de vises sten (Det måtte jo komme!)
I 1734 blev det korte horn fundet og tidens lærde fik for alvor travlt. På det korte horn sås runer, en skrift som i tiden var lige så mystisk som hieroglyffer og måtte indeholde lige så meget mystik som hebræisk.

1734: B. Grauer, Advokat i Tønder. Hornene mentes nedgravet af Druider. Det korte horn var et minde om Odins død og fremstillet kort efter dennes død.

1734: Hans Gram, Kgl. Historiograf i København. Begge horn var fremstillet i England af Angelsakserne. Endnu et mindre, men hurtigt glemt, gennembrud i guldhornsforskningen.

1735: J. R. Paulli, Kgl. Kammeraad i København. Paulli fik enten pålagt eller plaget sig til opgaven at offentliggøre det nyfundne horn. Det præcise forløb kendes ikke. Paulli forstod dog sine egne begrænsninger og gav sig derfor ikke af med at forsøge at tolke på de to horn som helhed. Han konkluderede dog at nogle af figurscenerne mindede om Edda-fortællingerne. Og han holdt sig viseligt helt fra at forsøge at læse runeindskriften. Paullis afbildning af det korte guldhorn er den eneste sikre afbildning vi har af dette horn. Paullis gav sit ord på afbildningens nøjagtighed i gengivelsen, skønt han dog lige måtte kommentere ”at selv kunne han have gjort det meget bedre…” Hvad han dog præcist mente med dette, er også i dag et fortolkningsspørgsmål.

1730’erne: Jon Olavson, assistent hos Hans Gram. Denne islænding med benene solidt plantet i jorden kom med min egen yndlingsfortolkning. Han konkluderede kortfattet, i modsætning til mange afdøde og nulevende (mig selv med) oldgranskere, at Hornenes Figurer var udslag af en vilkårlig fantasi ”til at forestille nogle underlige og sælsomme Ting, til at fornøie Beskuereren”. Kort og præcist: Det er derfor vi stadig fascineres af hornene!

1769: C. F. Hommel, Juraprofessor i Leipzig. Han var tilhænger af at figurerne på det lange horn skulle forstås ud fra Edda-fortællingerne. Stadigt begynder tolkningerne at stramme sig sammen omkring en kerne, hvor hornene udelukkende forstås som forhistoriske.

1770-73: Johannes Neuchs, rektor fra Flensborg. Det lange horn var fremstillet af en Cimbrisk ypperstepræst ved navn ”Mogil”, mens Cimbrene var på et, for alle os andre, ukendt togt i Asien. Indisk mystik, skal det dog nævnes til Neuchs undskyldning, var tidens store ting. Han prøvede bare at være med.

I 1802 blev begge horn stjålet og løbet var kørt. Alle tolkninger herefter er foretaget ud fra de ovennævnte oldgranskeres arbejder og de få gengivelser. Døm selv.

Næste blog, mellem jul og nytår, kommer endelig til at omhandle hvad vi alle har ventet på: Elfenbenshornet fra Skt. Petersborg. Og der vil være gengivelser, det lover jeg. Vi har alle ventet 112 år på at se det, så hvad er 6-7 dage mere…

Rejs med…
Jeppe Boel Jepsen