Så er jagten nået til Skt. Petersborg. Vi ankom i forgårs og var på Eremitagen i går. Og oplevelsen var fantastisk. Vi fandt hornet og det var alt hvad vi kunne håbe på!
Vi kom ind og mødte den venlige og hjælpsomme store autoritet indenfor elfenben. Hun vidste præcis hvad vi søgte. Faktisk havde hun haft hornet liggende i en skuffe på sit kontor de sidste 27 år.
Her følger nu elfenbenskopiens historie.
I 1600-tallet gik embedet som kunstforvalter i det Kgl. Kunstkammers samlinger i arv fra far til søn i familien Grodtschilling. Familien var samtidigt udnævnt kongelige hofdrejere. Således havde de adgang til de genstande som opbevaredes i Kunstkammeret - og heriblandt det lange guldhorn. Man ved at guldhornet omkring 1693 var i deres hjem, Biskop Jens Bircherod fortæller i sine erindringer, at han i sin ungdom så det dér, drak af det og ytrede ” imidlertid observerede grant alle dets Figurer og Emblemata”. Nu opbevarede Bendix Grodtschilling ikke hornet i privaten i Helsingørgade for at bruge det som partytrick og konservationsemne. Han havde snuppet det med hjem for at kopiere det i elfenben. Al søgen i kilder om hvorfor han gjorde det, om nogen havde bestilt opgaven og jagten efter eventuelle regninger eller kvitteringer har været forgæves. Han kan have gjort det udelukkende for sin egen fornøjelse.
Det er sønnen, også Bendix Grodtschilling (den yngre), som var kunstforvalter, da Zar Peter besøgte Kunstkammeret; og det må have været ham som reddede dagen, da Peter lagde hånd på det originale lange guldhorn. Man kan næsten se ham storme i hestevogn gennem byen til privaten og tilbage med farens hjemmekopi i elfenben.
Det er det horn, vi så i går på det tæt pakkede kontor i Skt. Petersborg.
Hornet er udført i 1:1. Det er udformet i gyldent elfenben og det er smukt!
Men hvor nøjagtigt er kopien? Og løser det alle spørgsmål. Det er ikke en nøjagtig gengivelse, men alligevel giver det mange svar og rejser nye spændende spørgsmål.
Bendix har skåret hornet, ikke i den oprindelige nordiske jernalderstil, men i en stil mere passende for 1600-tallet. Men detaljerne er der. Og de er utvivlsomt ikke ændrede. Har en figur hove, så har elfenbensdrejeren skåret den med klove. Og således kan der trækkes et væld af nye ukendte informationer ud af dette horn. Detaljer som ikke tidligere kunne erkendes fra Worms kobberstik.
Lad mig bringe at par eksempler: På ring 2 ses en langhåret figur i kjortel i profil med et drikkehorn. På Worms kobberstik er personen en mand med skæg, mens senere forsøg på gengivelser er det en person af tvetydigt køn uden skæg. På elfenbenskopien fra Skt. Petersborg er figuren utvetydigt af hankøn med et tydeligt skæg, dog i bedste 1600-tals stil. Men det afklarer stadig spørgsmålet om personens køn.
På Worms ring 2 ses en figur af to indpunslede modvendte slanger. Her driller hornet, men på en meget interessant måde. På elfenbenskopien er der kun én slange, men den har et kvindeligt bryst. Slanger med feminine attributter er i dag kendte i dansk forhistorisk kunst. disse slange-kvinder i dansk forhistorisk kunst var ukendte i 1600- og langt op i 1800-tallet. Så elfenbensdrejeren kan ikke have digtet den. Hvis han endelig skulle have digtet, så havde han snarere sat hebræiske skrifttegn eller ægyptiske hieroglyffer. Så hvorfor der nu pludselig kun er én slange? hvorfor Worms kobberstikker ikke gengav en slange med kvindelige attributter, det vides ikke.
Et andet eksempel findes på ring 6, hvor man ser et mystisk ansigt med to store horn ud fra panden. På Worms kobberstik er ansigtet uden ansigtstræk, På elfenbenskopien er ingen utvetydighed. Det er et fuldt ansigt med horn! Og her kan vi pludselig ikke bare bestemme figuren, vi kan navngive den: det er Alexander den Store. Han gengives med karakteristiske vædderhorn, ligesom Herkules gengives med løveskind.
Således kan vi nu allerede rejse nye spørgsmål: Alexander den Store ses på romerske produkter, spænder til seletøj og drikkeudstyr. Han var meget populær blandt soldater og vi kender adskillige fund af Alexander fra Danmark fra grave og moseofferfundene. Og det er både romerske, men især lokalt fremstillede gengivelser. Vi kender dem i dusinvis fra offerfund som Illerup-fundet. Problemet er bare at storhedstiden for sådanne ansigter er 1.-2. århundrede e.Kr. og de er nærmest fuldstændig ukendte i 4. og 5. århundrede e.Kr. Så hvad betyder det?
En anden interessant scene er fra ring 5. De to mænd, som holder en kvadratisk ramme mellem sig. Under rammen ses en lille hundelignende figur. Denne scene er næsten ens på Worms og senere forsøg at rekonstruere kobberstik. Her er det hornet, der driller Grodtschilling, som har strukket kvadraten til rektangel; sikkert af 1600-tals stilhensyn. Og hans hundefigur er væk. Men da vi fik vendt og drejet elfenbenskopien i lyset, så vi den alligevel. Hundefiguren havde oprindeligt været der, men er på et senere tidspunkt blevet slebet væk. Den er sikker blevet beskadiget, og slettet. Scenen tolkes traditionelt blandt tidligere forskere som en slags ritual, hvor hunden skal hoppe igennem rammen. Men kigger man med nutidige arkæolog-øjne, så ser scenen helt anderledes ud. Man finder ofte i rige grave fra 150-300 e.Kr. fund af flotte brætspil med sorte og hvide runde glas-spillebrikker. Det er det mændene laver: de spiller et brætspil! Men sådanne fund af brætspil er igen næsten ukendte i 350-450 e.Kr.
Så hvad nu. Hornet er jo tidligere dateret til ca. 450 e.Kr. så hvorfor er figurerne typiske for en tid mindst 200 tidligere? Er hornene fra Gallehus 200-250 år ældre end vi hidtil har troet, og ikke fra germansk jernalder, men yngre romersk jernalder? Det her vil kræve yderligere studier!
Og hvordan kan en kopi af det lange guldhorn ligge glemt og gemt i Skt. Petersborg i godt 290 år. Sandheden er simpel: Da man i 1897 blev klar over hvad det var der lå i Eremitagen, var spændingen stor, meget stor. Eremitagen sendte derfor straks en gipskopi til Nationalmuseet i København. Skuffelsen over at se at kopien ikke var en 100 % nøjagtig gengivelse i jernalder-stil var så stor at man kun publicerede to fotos og en tydeligt ærgerlig kortfattet artikel tre år senere. Herefter lagde man gipskopien på magasin i kælderen og.
Nu får elfenbenshornet dog sin retfærdige placering i legenden om guldhornene fra Gallehus.
Jeg skal beklage at der har sneget sig et par småfejl ind i det tildligere oploadede blogindlæg.
Rejs med i næste blog….
Jeppe Boel Jepsen
Hej Lisbet og Jeppe,
SvarSletDet har sandelig været en udbytterig tur, I har haft til St. Petersborg!
Hvis jeg skal optræde som Djævelens Advokat (og nogen skal vel gøre det), vil jeg nok være noget skeptisk overfor Peterborg-hornets værdi som kilde til det lange guldhorn. Det er ganske rigtigt lavet i tidens stil med mere buttede og hårfagre mennesker end vi kender i jernalderkunsten og på Paullis tegning af det korte guldhorn 1734. Paulli skriver i øvrigt at han med vilje har tegnet figurerne præcis så dårlige som de var på hornet; selv kunne han tegne meget bedre, men han gik altså ind for akkuratesse, og siger også, at figurerne på det lange horn var lige så ’dårlige’ som på det korte. Det er ikke så heldigt at I henviser til Paullis tegning af det lange horn som bevismateriale, for det eneste billede af det, han bringer, er forsidebilledet på bogen, hvor Kirsten Svendsdatter, som fandt hornet i 1639, sidder med det i skødet og ser beundrende på Jerck Lassen og det korte horn. Der er faktisk ingen detaljer at se på hendes horn.
Jeg er mest tilbøjelig til at mene at Petersborg-hornet helt eller delvis er lavet efter Worms stik eller en af de andre afbildninger fra nogenlunde samme tid. Hvis man ser på figurerne i 3. billedring, er der en stregtegnet skikkelse med menneskehoved, der står mellem to bevæbnede relief-skikkelser med dyrehoveder. Figuren med menneskehoved har en hale, der snor sig frem foran figuren. På Worms stik ligger figuren i skygge, men ved nærmere eftersyn kan man se at figurens hale snor sig bagud – foran ligger der to sammensnoede slanger, der ikke er kommet med på Petersborghornet, men blevet misforstået som den indpunslede figurs hale.
Som sagt er Petersborg-hornet i detaljerne lavet i 1600-tallets stil, og det må også mane til forsigtighed med Alexander-tolkningen. Allerede på Worms stik har hovedet indadbøjede horn, men de er mest oksehorns-agtige. På Petersborg-hornet har de lige fået lidt ekstra drejning, men nu ikke nær så meget som på klassiske Alexander-fremstillinger, hvor hornene drejer mere rundt som vædderhorn. Men hvem der end skar Petersborg-hornet, så har vedkommende haft mindst lige så stor mulighed for at kende græsk-romerske Alexanderfremstillinger som guldhornssmeden Lægæst. Den slags mytologisk og allegorisk viden var alment kendt i dannede og kunstneriske kredse i 1600-tallet.
Jeg har i øvrigt spurgt en kollega, der er uddannet kunsthistoriker. Hun vil datere hornet til midten af 1600-tallet, ikke til slutningen.
Med hensyn til hornets historie: Det kom til Eremitagen i 1874, hvor Zaren købte det sammen med resten af en samling, der indtil da var ejet af russeren Basilewski, der boede i Paris. Det er ukendt, hvor han havde det fra. Sammenkoblingen med Grodtschilling II er jo helt usikker; ifølge Weilbachs Kunstnerleksikon var han uddannet som maler, men havde ikke noget stort talent; han var mest administrator og resturator på Kunstkammeret. Han nævnes ikke som kunstdrejer.
Men det er stadig en god historie at I har fået hornet frem fra skrivebordsskuffen!
Mange hilsener
Morten Axboe, Nationalmuseet