Hvad blev fundet og hvad skete der

Inden vi begynder at kigge nærmere på elfenbenshornet som vi fandt i Eremitagen i Skt. Petersborg, så lad os lige kigge nærmere på de oprindelige guldhorn fra Gallehus. Hvad var det som blev fundet, og hvilken stand var de i? Arkæologer arbejder lige så meget med fundforholdene som med fundet selv. Fund som bliver løsrevet fra deres kontekst mister en ufattelig mængde af information, og er kun halve fund. Der må guldhornene fra Gallehus være vores forsknings største tab. Men lad os alligevel forsøge at samle hvad vi ved.

Om selve fundforholdene kan vi i dag kun med sikkerhed sige at de to horn blev fundet ganske, ganske nær hinanden. Det er alt! Senere tiders skattejagt har ødelagt alle muligheder for genundersøgelser. Vi ved ikke om de blev nedlagt sammen i en grav som et offer under et husgulv eller gravplads eller som et offer på bar mark.

Om selve hornene ved vi dog en del mere. Det lange guldhorn var i skrækkelig forfatning, da det ankom til hoffet. Det havde fået en hård medfart undervejs. Selv fortalte Kirstine Svendsdatter at da hun fandt hornet, var ringene som udgør ydersiden af det lange horn, stukket ind i hinanden som på et pølsehorn og mast ned midt på det indre horn. Hun havde selv gjort et forsøg på at skille dem ad, men kun fået enkelte vredet fra hinanden. Da hun bragte sit fund til undersøgelse hos amtmanden i Tønder, gik to fuldvoksne mænd i gang med at trække de øvrige fra hinanden. Hvilke skader alt dette forvoldte på fundet, fortælles der ikke noget om. Men det lange horn har været i en tilstand langt fra den som Worm så og beskrev næsten to år senere.

Det horn Worm så, beskriver han således: Det bestod af et indre glat horn af en glat ombukket plade, hvorover der var trukket 9 ringe: En ring for hvert led. De sidste to ringe er dog dobbelt led og således fremstår hornet som bestående af 11 ydre led. På de ydre ringe ses ornamenterne. Disse beskriver Worm som værende indpunslede. Dertil kommer massive relieffigurer som har været påloddede og pånittede. Han er ikke helt klar på hvilke der er nittet fast og hvilke der er loddet på.

Det vides at der kunne anes sprækker mellem flere relieffigurer og hornet. Worm beskriver også kædeophænget, som Kirstine fjernede og lod drengene på gården få. Nederst på ring 7 ses resterne af påhængsbøjlen som to ”dominobrikker” med to ”knogler”. På ring 1 havde der været to sådanne ophæng, og da hornet ankom til hoffet sad der endnu en ring i hver. De påsatte relieffigurer ligger, hvis man studerer Worms kobberstik, uden respekt for hinanden. Relieffigurerne ligger ind over de indpunslede. Dette har afstedkommet en del polemik lige siden.

Det korte guldhorn var i en bedre fatning end det lange, skønt det var hugget over. Det var endnu helt og de ydre ringe sad endnu på deres plads. Ingen havde pillet ved det, da det ankom til København, hvor Paulli kunne studere og afbilde det. Det var af samme opbygning som det lange men kun de øverste 5 ringe var tilstede. På ring 1 sås den berømte runeindskrift, som først senere blev oversat til ”Jeg, Lægæst af Holte, gjorde dette horn” Af kædeophænget var kun den øverste del bevaret. Den var i form af to identiske pånittede krigere med runde skjolde og lanser. Deres midterparti eller maver var løftet op fra hornet til kædeenderne. Og hvor der var overlap mellem de indpunslede figurer og relieffigurene på det lange horn, så var der ingen på det korte. Der respekterer de to figurtyper hinanden. Faktisk forekommer de indpunslede som pladsfyld imellem relieffigurene.

Hvad der skete med hornene efter de ankom til deres respektive mellemstop inden kunstkammeret, var meget forskelligt. Grev Schack beskyttede det korte horn og vidste at det skulle studeres som det var. Han foretog ingen reparationer eller rekonstruktioner. Det lange horn er en ganske anden sag.

Hvis det allerede var slemt skadet da den udvalgte Prins fik det foræret, så blev det direkte mishandlet efter det kom til hoffet. Prinsen selv kunne endda allerførst ikke se nogen mening i at bevare det i den tilstand det ankom i, men Kammerjunker Gersdorff reddede hornet og lod det reparere og rekonstruere. En guldsmed fik til opgave at gøre det i stand således at Prinsen kunne drikke af det. En prop til den åbne smalle ende blev fremstillet, og hvad han ellers gjorde derudover, kan vi kun gisne og gyse om.

En ting ved vi med sikkerhed. Han foretog kraftige ændringer på i hvert fald én ring, ring 1. Da Worm så hornet var de øverste kædefæster væk og ikke genkendelige. Fra senere kilder ved vi at et lille nittehul endnu kunne anes. Men det er det eneste spor af kædeophænget der ses. Fra det korte horn ved vi at det øverste kædefæste var to mandsfigurer ved siden af hinanden. En sådan opstilling ses ikke på Worms kobberstik på ring 1 på det lange horn. Guldsmeden havde haft flere eller alle figurerne af mens han rettede pladen og bagefter igen loddet dem fast. De to menneskefigurer som må have udgjort kædefæstet, havde han ligeledes ændret, således af de lå plant med hornet. Der er kun to identiske menneskefigurer på det lange horn, nemlig to nøgne mænd med oprakte arme og opbøjede underben. De sidder ikke ved siden af hinanden på ring 1, men i hver sin række. Guldsmeden har altså ikke bare foretaget reparationer og rekonstruktioner, men også ændringer i placeringen af figurerne på ring 1. Og her kommer det: han har sikkert haft samme fremgangsmåde på alle hornets ringe, og har efter pladeudbedringen igen påloddet relieffigurerne uden videre hensyn til deres oprindelige placering i forhold til de indpunslede. Alt dette vidste Worm ikke, og han udspurgte ikke guldsmeden om hans ”konserverings-arbejde” på hornet. Det betyder at tolkningen af det lange horn som det ældste ikke kan opretholdes, og det lange guldhorns lighed med Ølandske og Bornholmske sølvbliksfibler, bør revurderes.

Vi står altså tilbage med afbildningerne af det korte horn som den eneste sikre kilde til hornenes billedsammensætning.

Rejs med i næste blog. Den kommer iøvrigt heller ikke til at handle om Skt. Petersborg-hornet. Jeg trækker spændingen ud!

Jeppe Boel Jepsen