fredag den 4. december 2009

Pressemeddelelse: Guldhornene genfundet i Skt. Petersborg

Pressemeddelelse 3. december 2009

GULDHORN GENFUNDET I SKT. PETERSBORG

En smuk elfenbenskopi af danskernes kære nationalklenodie er fundet på Vinterpaladset i Sankt Petersborg. I de enorme samlinger har arkæolog Jeppe Boel Jepsen og Lisbet Pors, krydstogtchef hos Albatros Travel fået lov til at lede efter en glemt kopi af klenodiet, og netop i disse timer er de på vej hjem fra Rusland med bevis for det unikke fund.

For få måneder siden fortalte arkæolog Jeppe Boel Jepsen historien om de forsvundne guldhorn og et rygte om en eksisterende elfenbenskopi til Lisbet Pors, krydstogtchef hos Albatros Travel. Rygtet sagde at Frederik IV skulle have foræret Zar Peter den Store en elfenbenskopi af det lange guldhorn under Zarens besøg i Danmark i 1716. Gaven burde befinde sig i Rusland, men arkæologens spor var gået kolde. Dette fik krydstogtchef Lisbet Pors som har et væld af kontakter til museer, myndigheder og menigmand i Rusland, til at udbryde: ”Det skal findes”, hvorefter de i fællesskab straks satte en eftersøgning i gang.

Allerede tirsdag kunne de to skattejagere forsynet med tilladelser og godkendelser fra øverste sted, sætte sig ind i et fly til Rusland. Da de dukkede op ved Vinterpaladset blev de vist op til et tæt pakket kontor hvor en ledende museumsmedarbejder fremdrog hornet fra en glemt skuffe. Det var med en vis spænding at arkæolog Jeppe Boel Jepsen kastede det første blik på det længe fortabte horn da det dukkede op af skuffen. Det viser sig nu, at denne elfenbenskopi i århundreder har været opbevaret på Eremitagens enorme lagre og befinder sig i bedste stand.
”Det utrolige ved dette fund”, udtaler arkæolog Jeppe Boel Jepsen, ”er at denne kopi er fremstillet senest i 1693. Dermed er den udformet inden det berømte guldhornstyveri i 1802, hvor hornene efterfølgende blev omsmeltet”. Kopien i Rusland er således med al sandsynlighed en mere nøjagtig kopi af det lange horn end den guldkopi som i dag står på Nationalmuseet, som er udformet efter tegningen fra 1859. Kopien i Rusland er ifølge sikre kilder skabt ud fra originalen og er dermed det tætteste vi kommer på et vellignende horn siden 1802. ”Det har været en helt fantastisk rejse” siger Jeppe Boel Jepsen fra Rusland, ”Og som arkæolog kan jeg kun være glad og stolt over, at vi nu har mulighed for genskabe et endnu mere vellignende horn.”

Også hos Albatros Travel vækker fundet jubel. ”Dette er en helt unik chance for at give danskerne mulighed for at opleve hornet. Vi arbejder netop nu på højtryk for at få Eremitagen til at udstille det, så man har mulighed for at rejse til Rusland for at se det” siger Lisbet Pors begejstret, ”Vi regner med at have dette på plads inden for en uges tid”. Der bliver også arbejdet på at etablere et samarbejde med Jeppe Boel Jepsen som på længere sigt godt kunne tænke sig at få hornet udstillet i Danmark – og hvem ved, måske kan vi endda få fremstillet en guldkopi.
For yderligere informationer kontakt teamleder Lisbet Pors, Albatros’ krydstogtafdeling, og arkæolog Jeppe Boel Jepsen på tlf. 30288082, mail: lpo@albatros-travel.dk

Læs Albatros Travel og Jeppe Boel Jepsens blog om optakten til: ”Jagten på Guldhornene”:
http://www.albatros-travel.dk/omalbatros/liveblog/Pages/guldhornene.aspx

Ingen kommentarer:

Send en kommentar